Eddikeflue

Brug for hjælp til at fjerne eddikefluer?Vi har ekspertisen, og vi kan hjælpe!

RING 44 84 43 47
Klik hér for tilbud

Eddikeflue (Drosophila funebris)

Historie

Kært barn har mange navne, siger man. Eddikefluen (Drosophila funebris) har også mange navne, men næppe fordi den er specielt afholdt. På dansk kaldes eddikefluen i flæng for bananflue, vinflue og frugtflue, og selvom der er mange forskellige variationer i arten, hører de alle til Drosophila-familien. Navnene afslører at disse arter har en vis forkærlighed for bestemte næringsmidler, men da der findes mange hundrede arter i fluefamilien, kan denne gennemgang naturligvis ikke blive fuldt dækkende for alle varianter. Det er i øvrigt kun nogle af arterne, der optræder indendørs, og som derved kommer i direkte kontakt med mennesker.

Betegnelsen bananflue er ret kendt, eftersom Drosophila melanogaster, en art af bananfluefamilien, er almindeligt anvendt i eksperimenter om arvelighed, dels på grund af dens korte reproduktionstid, og dels fordi det er let og billigt at opformere fluen. Desuden har den en forholdsvis simpel genetisk opbygning, og dens DNA er for længst kortlagt af forskerne. Denne flue har således lagt krop til nogle af de mest banebrydende iagttagelser indenfor biologien, og i den forstand har fluen været et udpræget nyttedyr. Man har i øvrigt fremavlet arter, som ikke kan flyve, og det gør dem jo lidt lettere at håndtere. Desuden anvendes disse fluer ofte som foder til fisk i akvarier og til frøer og små reptiler m.m. i terrarier.

EddikeflueBiologi og skade

Eddikefluen (Drosophila funebris) er meget almindeligt forekommende overalt i landet. Man kan støde på den både udendørs i naturen, fortrinsvis i løvskove, og indenfor i bygninger. Fluen kendes let på sin gulligbrune eller rustbrune kropsfarve og sine store rødlige øjne og de lange vinger, der strækker sig ud over bagkroppen. Kroppen bliver ca. 3-4 mm lang.

Lugten af forskellige alkoholer, der udvikler sig i gærende frugt og grønt, eller af øl, mælk og vin, tiltrækker disse fluer, som kan opfange duften på lang afstand. Man ser ofte eddikefluer omkring sjatter i tomme glas og flasker, men også marmelade, saftevand, ketchup og eddike er yndede objekter. Hvis man efterlader overskårne tomater på bordet eller glemmer nogle halvgamle bananer i frugtskålen, vil man helt sikkert få besøg af de små fluer, som flyver stilfærdigt og svævende rundt, dels for at æde og dels for at lægge æg i materialet.

Hunnen lægger omkring 25 æg om dagen og kan lægge flere hundrede æg i alt. Æggene er hvidlige, men så små, at de næsten ikke kan ses uden lup. Efter et døgns tid klækker æggene, hvorefter de hvidgule larver eller maddiker, som kan opnå en længde på 4-5 mm, søger ned i føden. Allerede efter 4-5 dage er de fuldt udvoksede larver, som forpupper sig i små brune frølignende pupper på et egnet sted i nærheden af den føde, hvori de har levet som larver. 3-4 dage senere er de færdigudviklede eddikefluer kommet til verden, og så kan der være gået kun 10 dage fra æg til voksen. Allerede efter et døgn kan de voksne individer begynde at formere sig og lægge æg, og fluerne kan indendørs yngle året rundt.

Betydning

Da eddikefluer går efter mange af de produkter, vi omgiver os med, vil man ofte støde på de små irriterende fluer. Er der kommet eddikefluelarver i marmeladen eller andre madvarer, er det tit nødvendigt at kassere det hele. Drejer det sig om syltede produkter, kan man imidlertid ofte nøjes med at skylle og opbevare dem i ny eddike, da larverne kun findes i selve eddiken.

I områder hvor der opbevares returemballage vil der kunne forekomme store bestande af eddikefluer, og også i og omkring affaldsbeholdere, som ikke er blevet rengjort. Det er svært at fjerne pupperne, som sidder som limet fast. I forbindelse med genbrugsmateriale kan dette blive et stort problem.

Forebyggelse og bekæmpelse

Fødevarevirksomheder, der fremstiller eddikebaserede produkter eller for eksempel marmelade eller produkter af henkogt frugt eller grønt, er især opmærksomme på risikoen for invasion af eddikefluer, og lokalerne må jævnligt sprøjtes mod disse uønskede insekter. Desuden er det vigtigt effektivt at holde fluerne ude af bygningerne. Eddikefluer kræver næsten ingen plads for at formere sig.

Som forebyggelse bør flue-tiltrækkende madvarer opbevares i tætsluttende emballage, og man bør ikke lade sjatter stå i tomme flasker. Affaldscontainere og kompostbeholdere bør ligeledes være lukkede og jævnligt tømmes og renses.

En simpel metode til at fange eddikefluerne, er at sætte en husholdningsfilm fast hen over et glas med en lille sjat rødvin og forsegle det med en elastik. Så prikker man et hul midt i folien, så fluerne kan komme ind, men ikke ud.

Mens man sylter, bør krukker og glas hurtigt lukkes, da der hurtigt kommer eddikefluer til. Frugtaffald bør straks bringes væk og afløbsriste bør regelmæssigt renses. Madrester under køkkenborde bør fjernes og området jævnligt rengøres.

Bekæmpelse af eddikefluer sker ved sprøjtning med pyrethrinholdige midler, godkendt til flyvende insekter. Virkningen af sprøjtningen er kortvarig og må derfor gentages.

Copyright 2011 Absolut Skadedyrsservice A/S