Humlebi

Brug for hjælp til at fjerne humlebier?Vi har ekspertisen, og vi kan hjælpe!

RING 44 84 43 47
Klik hér for tilbud

Sidst opdateret 2. juli 2011

Humlebi på latin: Bombus

Historie
“Humlebien kan ikke flyve, men den ved det ikke, så derfor flyver den bare alligevel”. Dette er en af de mest citerede videnskabelige påstande, men den holder ikke vand. Det var franskmanden A. Magnan, der i 1934, i sin bog om dyrenes bevægelser, “La Locomotion Chez les Animaux”, publicerede sin beregning om at humlebien ikke burde kunne flyve. Men det var selvfølgelig forudsætningerne i franskmandens matematiske model der var totalt “skæve”. Humlebien flyver nemlig glimrende, og kan tilmed bære noget nær sin egen vægt i pollen og nektar. Selvom den er buttet og virker lidt tung i det, kan den sagtens manøvrere rundt. Vingerne slår med ca. 200 vingeslag i sekundet i en ottetalskurve, der får vingerne til at virke som små propeller, hvilket også giver den karakteristiske dybe brummelyd, hvorved den adskiller sig meget fra andre bier.

Humlebi, hushumleBiologi og skade
I modsætning til honningbierne, hvor hele samfundet overvintrer, er et humlebisamfund kun etårigt. Hen på efteråret dør alle arbejder-humlebierne, og det er kun nogle unge dronninger fra hvert bo, der, efter at have parret sig, går i dvale og redder slægten gennem den kolde tid. Allerede i marts måned kan man se humlebier, som brummer rundt i lav højde over jorden. Det er netop sådanne unge dronninger, som er kommet frem fra deres vinterhi og som nu er på udkig efter et passende sted til at etablere et nyt samfund af humlebier.

Her i landet har vi en halv snes forskellige arter humlebier. De fleste af dem bygger helst deres bo i jorden, som for eksempel i en forladt muserede eller i et hulrum mellem sten i et stendige. En tom mejsekasse, en spurverede under tagskægget eller en isoleringsmåtte på et loft kan også fint bruges. De arter, som oftest slår sig ned i huse, er stenhumlen, Bombus lapidarius, og hushumlen, Bombus hypnorum.

Når humlebidronningen har bestemt sig for et sted, går hun i gang med at indrette reden og indsamle et forråd af pollen. Med en blanding af pollen og voks bygger hun et par små krukkeformede celler på størrelse med fingerbøl, en til forråd og en til at lægge æg i. I den færdige celle lægger hun sine æg – omkring 10-15 stykker. Hvis hulrummet er for lille, så udvider bidronningen det – til knytnævestørrelse – og isolerer det med tørre plantetrævler, mos eller musehår. Dronningen sørger således for den rette temperatur i boet og passer på æggene indtil de klækker. Den nye generation af humlebier er arbejdsbier, der fremover hjælper med pasningen af dronningens æg og larver.

Når larverne har ædt sig store, forpupper de sig, og nogle dage senere kommer så årets første arbejderhumlebier på vingerne. De er tit meget små, simpelthen fordi dronningen ikke har kunnet overkomme at hente tilstrækkeligt med føde til dem. De træder nu hjælpende til med byggearbejdet og med at samle forråd, mens dronningen mere og mere helliger sig æglægningen. Hen på sommeren kan humlebisamfundet nå op på 400-500 medlemmer.

Et humlebibo kan forekomme ret rodet sammenlignet med den orden, man for eksempel finder hos honningbier og gedehamse, hvor larverne lever i separate sekskantede celler. Humlebiens larver lever i et fælles “børneværelse”. Hos humlebierne er forrådskrukker og larvekamre endvidere blandet mellem hinanden og der findes ingen regelmæssige celler i boet.

Når larverne skal gennemgå forvandlingen til humlebi lukker de sig hver især inde i en kokon som de spinder. Når larven en tid senere bryder frem, er det som voksen humlebi. Sidst på sommeren klækker nye dronningebier og hanbier (droner), der kan videreføre slægten. På det tidspunkt er den gamle dronning udtjent.

Der findes snyltehumlebier, der lister sig ind i humlebiernes samfund, hvor de lægger deres egne æg, ligesom det kendes fra gøgen. Arbejdsbierne plejer og passer derefter også snyltehumlens afkom. Snyltehumlen samler ikke mad, men spiser det gerne på stedet. I Danmark findes 9 arter af snyltehumler.

Betydning
Humlebierne er meget vigtige som bestøvere af både frugttræer og frøafgrøder, og der er således al mulig grund til at behandle dem godt. Der er normalt ingen særlige gener ved at have dem boende i sit hus. Humlebien er så skikkelig, at mange har fået den fejlagtige opfattelse, at den slet ikke kan stikke. Det kan den dog udmærket. Tilmed har dens brod ikke modhager som honningbiens, og dermed er den faktisk i stand til at stikke gentagne gange, ligesom en gedehams (hveps). Generelt er humlebier ganske rigtigt meget fredelige, og stikker som regel kun, hvis de klemmes. Så er man til gengæld ikke i tvivl om at man er blevet stukket. Stikket gør ret ondt, og føles brændende og svidende.

Forebyggelse og bekæmpelse
Hvis en humlebifamilie har slået sig ned på et sted, hvor det ikke kan tolereres, kan man smøre insektpudder på det hul, som bierne flyver ud og ind ad, og således få dem bekæmpet.

Copyright 2011 Absolut Skadedyrsservice A/S