Murbi

Brug for hjælp til at fjerne murbier?

Vi har ekspertisen, og vi kan hjælpe!

RING 44 84 43 47
Klik hér for tilbud

Sidst opdateret 2. juli 2011

Murbi på latin: Colletes daviesanus

Biologi og skade
Murbien er en af de omkring hundrede arter af enlige bier, som findes i Danmark. Som det fremgår af navnet danner murbier ikke organiserede samfund som f.eks. honningbien, men de optræder ofte i kolonier inden for det samme område. Hver enkelt murbihun anlægger sin rede og samler selv føde til sine larver. Murbierne minder om honningbier, men er lidt mindre. De er 7-9 mm lange, gråsorte og med hvidlige ringe omkring bagkroppen.

Murbiens naturlige levested er kalk- og lerskrænter, men den kan også bygge rede i fugerne mellem mursten, hvis mørtlen ikke er for hård. Man vil i sommermånederne, specielt i solskin, kunne se murbierne være aktive på solvendte, varme murflader. Her graver de cylindriske vandrette gange i kalk, ler eller løs mørtel. Gangene er 10-20 cm lange og ca. på tykkelse med en blyant. Murbierne laver aldrig større huller eller går ind i selve hulmuren.

MurbiFor enden af hver gang anlægges en celle, der fores med et silkepapiragtigt stof, som bien udskiller fra spytkirtlerne. Den enkelte celle er ca. 1 cm lang og fyldes med en blanding af blomsterstøv og honning. Derefter lægger bien et æg og lukker cellen med et låg. Den næste celle laves i forlængelse af den første. Normalt vil der være 2-8 celler i hver gang.

Fra ægget klækker larven hvor den lever af oplagret honning og blomsterstøv. Larverne overvintrer i cellen og forpupper sig det følgende forår. Det er i puppen at selve forvandlingen til den voksne bi sker, og som regel kommer de frem i begyndelsen i juli måned.

Man ser ofte at harmløse bier og andre insekter vil udnytte og måske udvide eksisterende huller i murværket, men dette vil normalt ikke have nogen skadelig indvirkning på huset. En professionel skadedyrsbekæmper vil hurtigt kunne konstatere, om det er et murbiangreb eller ej. Somme tider ser man at gamle sømhuller, åbne studsfuger eller mangelfuldt udført murerarbejde fejlagtigt bliver forvekslet med murbiangreb. Inden man påbegynder en bekæmpelse vil det altså altid være fornuftigt at tage en professionel med på råd.

Et typisk angreb af murbier fremtræder som en serie af helt runde huller i mørtlen. Oftest med flest huller i de vandrette fuger. I sommermånederne vil man kunne se de små murbier sværme omkring hullerne i muren, og ved aktive angreb kan man også finde murbiernes hvide larver eller pupper i gangene. Et murbiangreb vil typisk ske, hvor mørtelfugerne er svage, enten fordi der er blevet brugt for dårlig mure- eller fugemørtel, at hærdningsbetingelserne for mørtlen har været ugunstige, eller at fugerne er blevet nedbrudt af vejr og vind.

Betydning
Murbier kan som andre bier stikke, men da de er meget lidt aggressive, er dette næppe den primære grund til at murbier anses som skadedyr. Det handler om hullerne i murværket. Foretages der ikke forebyggende vedligeholdelse eller bekæmpelse, kan murbiangreb i værste fald betyde at bygningsdele, f.eks. skorstene, styrter sammen. Indtrængende vand gennem nedbrudte fuger kan bevirke frostsprængning af murværk eller indvendige fugtskader. I de fleste tilfælde er den reelle skade på murværket dog ikke alvorlig, men tilstedeværelsen af murbier kan i nogle tilfælde skabe problemer, f.eks. hvis huset skal sælges eller forsikres. Hvis en spætte skulle opdage, at der er fede, lækre larver i fugerne, kan det derimod gå ret voldsomt til, når den med sit kraftige næb hakker store kratere i mørtelen.

Forebyggelse og bekæmpelse
Ved kraftige angreb af murbier skal løs mørtel, murbiceller og larver kradses ud af fugerne. Herefter fuges der med en mørtel, der skal have en styrke svarende til minimum KC 60/40/850. Det bedste tidspunkt er i det tidlige forår, inden bierne bliver aktive, eller fra sidst på sommeren, når biernes flyveaktivitet er stoppet. Hvis bierne er aktive i den periode, hvor mørtlen endnu ikke er fuldt hærdet, kan man risikere, at de graver gange i den nye mørtel. Det tager mindst én måned – afhængig af vejrforhold – førend mørtlen er hærdet tilstrækkeligt. Skal reparationerne foregå i biernes flyvetid, kan bierne bekæmpes ved at pudre murværket med insektpudder.

Udklækkede voksne bier vil ikke kunne grave sig ud gennem afhærdet mørtel. At enkelte larver og pupper ikke fjernes, er derfor uden betydning. Så længe der findes murværk med løs eller dårlig mørtel, skal man være opmærksom på at der er risiko for nye angreb, selvom bierne er bekæmpet på ét område af muren. Hvis murerarbejdet udføres i perioder med risiko for frost, skal anvisninger med hensyn til vinterforanstaltninger følges. I forbindelse med nybyggeri skal der anvendes en mørtel med en styrke svarende til minimum KC 50/50/700.

Ved bekæmpelse af murbier bør murværket jævnligt undersøges, og huller og løs mørtel udkradses og efterfuges med mørtel af en styrke som beskrevet ovenfor. Bekæmpelse af et mindre angreb af murbier kan ske ved at pudre de angrebne områder med et insektpudder i tørt og stille vejr.

Copyright 2011 Absolut Skadedyrsservice A/S