Orientalsk kakerlak

Brug for hjælp til at fjerne Orientalsk kakerlak?Vi har ekspertisen, og vi kan hjælpe!

RING 44 84 43 47
Klik hér for tilbud

Sidst opdateret 13. maj 2011

Orientalsk kakerlak på latin: Blatta orientalis

Biologi og skade
Den orientalske kakerlak (Blatta orientalis) er ikke nær så almindelig her i landet som den tyske kakerlak, men skulle den dukke op, kan man let adskille den fra andre kakerlakarter. Den er mørk brunsort og bliver meget større end både den tyske og den brunstribede kakerlak, nemlig ca. 25-30 mm. Dækvingerne er uudviklede hos hunnen og dækker ¾ af abdomen hos hannen. Den er ikke god til at flyve, og heller ikke til at klatre. I det hele taget bevæger den sig langsommere end både den tyske kakerlak (Blatella germanica) og den brunstribede kakerlak (Supella longipalpa). Den orientalske kakerlak kræver i øvrigt ikke nær så megen varme som disse to andre kakerlakarter, men trives fint ved en temperatur på 20-25oC, typisk i kældre og fugtige omgivelser, men også somme tider udendørs, i affaldsbunker og lignende. Den orientalske kakerlak er nataktiv og praktisk talt altædende.

Æggene lægges i kapsler, hver med 15-16 æg, som, i modsætning til den tyske kakerlak, bæres i et par dage. Derefter bliver de anbragt et mørkt og sikkert sted, og ca. to måneder senere klækker æggene og nye nymfer kommer ud. Udviklingen til voksen går gennem en række nymfestadier, der varer omkring 5-9 måneder. Den orientalske kakerlaks biologi er i øvrigt meget lig den tyske kakerlaks.

Orientalsk han-kakerlakBetydning
Den reelle skadevirkning, som orientalske kakerlakker forvolder, er normalt ret ringe. Kakerlakker kan naturligvis sprede smitte på grund af deres levevis, men i Danmark spiller det meget sjældent nogen rolle. De kan også forårsage allergi, der giver sig udslag i astma eller hudirritation. Ved at småspise af fødevarer, og især ved at grise dem til med ekskrementer og ved den ubehagelige lugt, de afgiver, er kakerlakker naturligvis generelt uønskede på ethvert sted, hvor der findes fødevarer.

Forebyggelse og bekæmpelse
Bekæmpelsen af kakerlakker handler primært om at gøre livsbetingelserne så dårlige for dyrene som muligt. Kakerlakker er afhængige af vand, varme, vegetabilsk føde og revner og mindre hulrum til at gemme sig i. Derfor gælder det om at fjerne kakerlakkernes muligheder for at få dækket et eller flere af disse behov. Ved at stille elektriske apparater med en vis afstand fra væggen fjerner man ikke alene potentielle skjulesteder for kakerlakker i form af hulrum med god varme og let adgang til madrester. Man gør det også væsentligt lettere at gøre ordentligt rent.

En insektspray, der indeholder stoffet pyrethrin, kan bruges til at finde kakerlakkerne med. Man sprøjter ind i revner og sprækker, og kakerlakkerne jages ud, fordi pyrethrinet generer dem. Da orientalske kakerlakker ikke kan klatre, vil de fortrinsvis være at finde i gulvniveau. Det er imidlertid altid praktisk at finde deres gemmesteder, før man går i gang med at bekæmpe skadedyrene. På den måde kan man koncentrere behandlingen og optimere resultatet. Man kan ofte se, hvor dyrene myldrer i skjul, hvis man pludselig tænder lyset i et mørkt lokale. Ved rørgennemføringer og lignende kan man også se efter brune rande af kakerlakekskrementer.

Hvis der bliver konstateret kakerlakker i en større beboelsesejendom, er det klogt at lade en skadedyrsbekæmper foretage en samlet bekæmpelse, for kakerlakker kan meget nemt vandre fra lejlighed til lejlighed langs rør og lignende. Efter lejeloven er det udlejeren, der skal sørge for bekæmpelsen, men en lejer kan selv komme til at dække omkostningerne, hvis det er ham, der er årsag til at kakerlakkerne er kommet ind i ejendommen.

Skadedyrsbekæmperen har en række forskellige godkendte bekæmpelsesmidler, som kan anvendes til kemisk bekæmpelse af kakerlakker. De bruges som giftbælter, som man prøver at tvinge kakerlakkerne til at gå over, for at komme til vand eller mad. Han smører eller sprøjter sådanne spærrebælter, hvor kakerlakkerne hyppigt færdes, f.eks. på rør, på paneler, ved rørgennemføringer m.v. Da kakerlakker er gode til at undgå insektgiften ved at finde steder, hvor spærrebæltet helt mangler eller er meget tyndt påført, skal det gøres omhyggeligt.

Når spærrebælter påsmøres med pensel, kan insektlakker med chlorpyrifos som aktivstof anvendes. Hvis påsmøringen bliver gjort omhyggeligt, er sådanne midler meget effektive. Hvis spærrebælterne udlægges ved sprøjtning, skal der anvendes særlige sprøjtemidler, som er godkendt til bekæmpelse af kakerlakker eller til krybende og kravlende insekter. Da dårlig og sjusket brug af sprøjtemidler kan medvirke til at der udvikles modstandskraft hos kakerlakkerne, er det selvsagt meget vigtigt at disse midler bliver anvendt og doseret korrekt. Hvis kakerlakker er et stadigt tilbagevendende problem, kan det anbefales at skifte mellem forskellige typer insektgifte. På den måde kan man forsinke en udvikling af modstandskraft.

Der kan f.eks. købes lokkedåser til brug mod kakerlakker. Her bruger man lokkemad med et indhold af insektgift. Lokkedåser kan være udmærkede i kombination med eller som alternativ til de ovenfor nævnte metoder. Forudsætningen for at man får gavn af lokkedåser, er at placere en meget høj tæthed af dåser nærved varme, fugtighed og mad, og at der er få alternative fødemuligheder.

Copyright 2011 Absolut Skadedyrsservice A/S