Sølvkræ

Brug for hjælp til at fjerne sølvkræ?Vi har ekspertisen, og vi kan hjælpe!RING 44 84 43 47
Klik hér for tilbud

Sidst opdateret den 3. september 2011

Sølvkræ på latin: Lepismatidae

Biologi og skade for sølvkræ
Sølvkræ lever frit i naturen i det sydlige Europa og i dele af Asien, gerne under sten og i huler og lignende. Her til lands støder man på to arter. De lever ikke i det fri herhjemme, men kan undertiden ses lige udenfor huset om sommeren. Ellers lever de næsten udelukkende i beboelser eller staldbygninger, hvor temperaturen er passende for dem. Sølvkræet (Lepisma saccharina), også kaldet sølvfisken, og ovnfisken, også kaldet stor sølvfisk, (Thermobia domestica) er begge synanthrope insekter (dvs. arter der har tilknytning til mennesker), og hører begge til familien Lepismatidae. Nedenfor vil de to arter blive behandlet særskilt.

Sølvkræ kan blive ca. 10 mm lange. De er vingeløse og har form som en torpedo. Fortil har de lange trådlignende antenner og bagtil tre tråde. Den skinnende belægning af skæl på sølvkræ er nok forklaringen på sølvkræets navn. Samtidig kan både dens kropsform og dens gesvindte og bugtende kropsbevægelser godt lede tanken hen på små glinsende fisk. Sølvkræ er ikke i stand til at kravle op ad glatte flader, og derfor ser man dem somme tider i bunden af håndvasken eller badekarret. Sølvkræet er et lyssky insekt, som foretrækker omgivelser der er fugtige og lune omkring 15o C. Den ses typisk i badeværelser, og undertiden i køkkener, hvor den kommer pilende hen over gulvet for at komme i skjul, når lyset tændes. Om dagen skjuler den sig i revner og sprækker, men om natten kommer den frem for at finde føde.

Sølvkræ foretrækker sukkerstoffer og stivelse, men er stort set altædende. De lever fortrinsvis af døde insekter, men kan for eksempel også fint leve af proteinrester fra sæbe eller hårshampoo, af krummer i køkkenet eller af tapetklister samt mug- og skimmelsvampe. Sølvkræ kan i øvrigt leve uden føde i op til et år. Da sølvkræ også kan gøre skade på papir, kan det gå ud over samlinger af bøger, fotografier eller frimærker, især hvis de er blevet opbevaret lidt for fugtigt. I sådanne tilfælde bliver sølvkræet selvsagt til et skadedyr, men ellers er det ganske harmløst. Sølvkræ kan opnå en alder på helt op til 4-5 år, men de formerer sig langsomt. Der bliver kun lagt omkring 20 æg i hele en sølvkræhuns levetid, og i kolde og tørre miljøer kan sølvkræ slet ikke formere sig. Ungerne, som ligner små kopier af de voksne, bliver kønsmodne i løbet af ca. 6 måneder til 3 år, alt efter levestedets temperatur.

Ovnfisk foretrækker i sammenligning hermed omgivelser, der er væsentligt varmere og de stortrives temperaturer på 35-40o C. Derfor findes de navnlig i bagerier og restaurantkøkkener. Æggene fra ovnfisk klækker i øvrigt kun hvis temperaturen er over 24,5o C. Ovnfisk kan desuden trives på meget tørre steder i modsætning til dens artsfælle sølvkræet. Ovnfisk lever gerne af madrester og stivelse. De er lyssky og kun aktive om natten.

Ligesom sølvkræet er ovnfisk nærmest torpedoformede og vingeløse, men de kan blive op til 20 mm lange – altså dobbelt så lange som sølvkræ. De er lige så rappe i bevægelserne som sølvkræ, men de fremtræder ikke blanke og sølvglinsende. De er nærmest gråligbrune eller cremefarvede og har mørke pletter. Ovnfisk opdrættes i øvrigt somme tider og anvendes som tilskudsfoder til små og mellemstore insektædere såsom frøer, edderkopper, rovinsekter, kamæleoner, gekkoer, salamandre og lignende.

Sølvkræs betydning
Selvom sølvkræ normalt regnes for et ret harmløst skadedyr, der snarere kan være et irritationsmoment end et egentligt skadedyr, kan dyret gøre skade på både papirvarer, samlinger af bøger, frimærker og fotos samt tekstiler og kunstsilke.

Forebyggelse og bekæmpelse
I de fleste hjem kan der forekomme mindre bestande af sølvfisk på badeværelset, og da gør de ingen skade. Normalt forekommer de kun i større antal i lokaler der er for fugtige, og fugten er oftest et væsentligt større problem end sølvkræene.

Frem for at anvende masser af vand til rengøring af disse områder, kan det være bedre at bruge en støvsuger ind imellem, for sølvkræ trives som nævnt bedst i omgivelser der er fugtige. Hvis man derimod jævnligt støvsuger revner og sprækker på badeværelset grundigt, vil det uden tvivl holde bestanden af sølvkræ nede på et minimum.

Voldsomme forekomster af sølvkræ kan bekæmpes med alle insektmidler der er godkendt til brug mod krybende og kravlende insekter. Midlerne påføres fortrinsvis langs paneler og i revner og sprækker og ved rørgennemføringer. Der kan anvendes både flydende insektmidler og insektpuddere alt efter, hvad der er mest praktisk. I handelen findes også lokkedåser til sølvkræ, og disse kan med fordel bruges på steder, hvor man ikke ønsker at anvende giftstoffer.

Man vil nok altid kunne støde på sølvkræ i fugtige lokaler, uanset hvad man gør for at bekæmpe dem. De kan gemme sig dybt i revner og sprækker og dukke op, når giften er fordampet. Kontakt eventuelt en professionel skadedyrsbekæmper, hvis problemet vokser.

Copyright 2011 Absolut Skadedyrsservice A/S