Stålorm

Brug for hjælp til at fjerne stålorme?Vi har ekspertisen, og vi kan hjælpe!

RING 44 84 43 47
Klik hér for tilbud

Stålorm (Anguis fragilis)

Historie

Den danske stålorm (Anguis fragilis) er ikke en slange, selvom den godt kan ligne en. Stålormen har – i modsætning til slangen – runde pupiller og øjenlåg der kan blinke, små skæl på bugen, et mindre hoved og den føles hård og stiv at holde på. I øvrigt bevæger den sig meget sløvere og stivere end slanger gør, og alt i alt kun indenfor en radius af omkring 10 meter fra sit gemmested.

Stålormen er i virkeligheden en øgle med kort krop og meget lang, rørformet hale. Den tilhører faktisk firbenene, selvom den ingen har – i hvert fald ikke som voksen. Tidligt i fosterstadiet, derimod, og i begyndelsen af dens tilværelse som unge, har den nogle små ben, og på voksne individer kan den opmærksomme iagttager se nogle ganske små stumper af noget, der engang var ben.

I lighed med sine artsfæller kan en stålorm smide halen som en afledningsmanøvre, hvis den bliver angrebet (heraf tilnavnet fragilis, som betyder skrøbelig), og på den måde måske redde livet; men – i modsætning til andre firben – vokser halen ikke ud igen i en spids, men bliver kun ganske lille og afstumpet.

Biologi og skade

Her i landet kan stålormen blive op til 45 cm lang, men den er normalt en del kortere, da halen hos ældre individer ofte er væk. Stålormens skelbeklædning er lakglinsende blank og farven på oversiden kan variere mellem sølvgrå eller brunligt kobberfarvet. På undersiden og siderne er farven mørkere. Stålormen har endvidere en mørk midterlinje, der løber hele vejen fra hovedet og til spidsen af halen. Hunnen bevarer gerne denne farvetegning, mens hannen med tiden bliver mere eller mindre ensfarvet grå eller brunlig og i sjældne tilfælde blåplettet.

Man kan støde på stålorme i det meste af Danmark, og bestanden ser ud til at være stabil. Den foretrækker især tilgroede områder og et varieret landskab – for eksempel ved skovbryn eller i løvskove, levende hegn, buskads og haver. Man ser af og til stålorme opholde sig i myretuer – måske for at holde varmen, og myrerne ser ikke ud til at være til gene for dem.

Det kan godt være svært at få øje på en stålorm, da den er godt camoufleret, hvis den ligger helt stille, men man kan tilfældigt støde på en, når man vil flytte en brændestabel eller rydde op i en stabel gamle brædder. Stålormen ynder at leve i skjul, og det er derfor de færreste danskere, der har set en stålorm.

Selvom stålorme kan svømme, opholder de sig fortrinsvis på land, da mange af deres naturlige fjender lever i vandet. Selv lever de af langsomme, små hvirvelløse dyr (dyr uden rygsøjle) såsom snegle uden hus, orme, insekter, tusindben og edderkopper – og ind imellem også andre stålorme eller firben. Stålorme er natdyr som især er aktive i fugtigt vejr, men de bevæger sig også rundt om formiddagen og sidst på eftermiddagen, hvor de somme tider ligger under solopvarmede brædder eller sten.

I september og oktober går stålormene i vinterdvale i hulrum i jorden ned til 70 cm dybde – ofte mange individer på samme sted. I starten af april ser man de første hanner komme ud fra vinterhiet for at blive varmet op af solen. Hunnerne ser man sidst i april måned, hvorefter parringen finder sted helt frem til juni måned.

Æggene ruges i kroppen og drægtige hunner solbader meget for at modne æggene. Efter en drægtighedsperiode på nogle måneder føder hunnen i august eller september måned sine levende unger. Det bliver gerne til omkring 8 unger, men en stålorm kan godt føde over 20 unger. De fødes indhyllet i en tynd hinde, der brister straks efter fødslen, hvorefter de selv kryber ud. Hvis sommeren har været kold, kan fødslen imidlertid blive udskudt, da det under sådanne omstændigheder tager længere tid at udvikle fostrene. Så bliver ungerne først født i oktober måned eller måske bliver fødslen helt udsat til næste forår efter dvaleperioden.

Stålorme kan faktisk blive over 50 år i fangenskab, men det sker sjældent i naturen, hvor de har mange fjender, såsom ræve, grævlinge, mårer, ildere og katte. Hønsefugle, krager, ugler og rovfugle, som for eksempel musvåger, kan også tage stålorme. Mange bliver i øvrigt kørt over af biler eller dræbt af mennesker, der tror stålormene er hugorme.

Betydning

Da mange forveksler stålorme med hugorme – måske på grund af deres gyldne farve, der kunne minde om en brunlig hugorm – er stålormene kommet med på denne liste over skadedyr, selvom de egentlig slet ikke er skadedyr. Stålorme er nemlig ugiftige og helt harmløse og kan ikke bide. Man kan i øvrigt forholdsvis let se forskel på en hugorm og en stålorm, idet stålormen er noget tyndere.

Forebyggelse og bekæmpelse

Stålormen er fredet og må således hverken holdes i fangenskab eller slås ihjel, men man må gerne foretage indsamling i begrænset antal til undervisning og forskning.

Copyright 2011 Absolut Skadedyrsservice A/S