Stor husmyg

Brug for hjælp til at fjerne stor husmyg?

Vi har ekspertisen, og vi kan hjælpe!

RING 44 84 43 47
Klik hér for tilbud

Stor husmyg (Culiseta annulata)

Historie

Man kan støde på myg i langt det meste af landet. Hvis foråret, som danner rammen om myggenes udklækning, har været særlig varmt og regnfuldt, kan der forekomme flere myg end i sæsoner, hvor foråret har været ekstremt tørt. Oplevelsen af hvor mange myg der er, handler nok nærmere om, hvor i landet man befinder sig. Ved åer, søer og vandløb, vil der altid være mange myg. Normalt giver det ikke anledning til store problemer, men nogle myggestik er alvorligere end andre. I Danmark kender man til omkring 30 forskellige stikkende myggearter, og de fleste af dem lever kun en enkelt sæson. Ligesom den lille husmyg hører den store husmyg imidlertid til en gruppe, der søger ind i vore huse for at overvintre. For at kunne overleve vinterkulden er husmyggene nødt til at finde sig nogle egnede steder, hvor der er tilpas køligt og fugtigt, og hvor de kan sidde i fred vinteren over. Myggene ses således typisk på vægge og lofter, typisk i kældre, trappeopgange, udhuse eller lignende.

Stor husmygDer er mange myggearter som slet ikke stikker, men da de færreste mennesker forstår at se forskel på stikkende og ikke stikkende myg, regnes de alle sammen for skadedyr. Frygten for at blive stukket er også helt ubegrundet, når det drejer sig om de sværme af hanmyg, som danser i luften i større eller mindre flokke. De lever nemlig af nektar fra blomsterne og er ganske harmløse, da de ikke indtager blod.

Biologi og skade

Den store husmyg (Culiseta annulata) kaldes også for stor kældermyg. Som navnet antyder, er der tale om en myg der er noget større end den brunlige lille husmyg. Den store husmyg er imidlertid grå og har hvide ringe på benene. I sammenligning med den lille husmyg, der normalt ikke stikker mennesker, er den store husmyg tilmed vældig glad for menneskeblod, som hunmyggen anvender til næring for sine æg. Som en af de eneste af sin art kan hunnen af den store husmyg i øvrigt også godt finde på at stikke om vinteren for at suge blod, hvis man forstyrrer den på dens vintertilholdssted. Det er næsten altid den store husmyg der har været på færde, hvis man bliver stukket af en myg om vinteren.

Hunmyggen lægger sine æg direkte på vandoverfladen i små klumper. Hvis foråret er særlig tørt, kan det forekomme at en del af myggeæggene ikke kommer under vand, eller at pytterne tørrer ud, før larverne er færdigudviklede. Det vil resultere i et år med få myg, men mange af æggene vil sandsynligvis overleve og klække det efterfølgende år. Myggelarverne kan praktisk taget leve i næsten al slags vand. Ikke sjældent yngler de i menneskeskabte beholdere som ligger i det fri, og de går heller ikke ad vejen for vand der er snavset og forurenet. Skovmyggelarver og andre myggelarver optræder somme tider side om side med larverne fra den store husmyg. Det kræver lidt øvelse at se forskel på de enkelte myggelarvearter, men larverne fra husmyg er som regel lidt længere og har mere slanke ånderør end larverne fra de andre arter. Det bliver i løbet af en sommer til flere generationer af myg.

Betydning

Den store husmyg indsprøjter et antikoagulerende protein som holder blodet flydende mens myggen opsuger det. Dette spyt får myggen ikke suget helt ud igen, og kroppen reagerer straks mod dette fremmedlegeme. Der er ikke risiko for at blive smittet med sygdomme via myg i Danmark. I udlandet skal man dog være klar over at visse sygdomme, såsom malaria, kan overføres ved myggestik. Derfor bør man for eksempel kontakte sin læge og blive vaccineret mod relevante sygdomme før man rejser til troperne. HIV kan ikke overføres via myggestik.

Forebyggelse og bekæmpelse

Insektmidler mod flyvende insekter kan anvendes mod husmyg og andre myg, som trænger ind i soveværelser og lignende steder. Finmaskede net, eventuelt behandlet med et insektmiddel, kan forhindre at myggene kommer ind.

Elektriske apparater, der afgiver små mængder insektgift i rummet, kan også effektivt tage livet af insekterne i lokalet, og udefrakommende insekter vil vende om i vinduer og andre åbninger, men de virker naturligvis ikke udendørs. Blandt andre indendørs tiltag mod myg kan nævnes de kendte lysfælder, som tiltrækker flyvende insekter og derefter svitser dem eller fanger dem på klæbende materiale. Heller ikke denne metode er praktisk udendørs. Man kan også købe forskellige rygetabletter eller myggespiraler der udvikler røg. De virker effektivt mod myg inden døre, men kan også anvendes i telte og campingvogne og på terrassen, hvis der er vindstille.

Myggemidler i form af creme, balsam, stift og spray, som virker ved hjælp af afskrækkende duftstoffer, kan købes på apoteket. De virker gerne i nogle få timer. Det svenske produkt ”Jungle Oil” med diethyloluamid virker godt, men midlet er ikke godkendt i Danmark og må ikke anvendes på børn under tre år.

Copyright 2011 Absolut Skadedyrsservice A/S