Biologi og skade
En fuldvoksen dræbersnegl bliver mellem 7-15 cm i længden. Nyudklækkede unger er ca. 1 cm lange. Dræbersnegle kan praktisk taget æde alt muligt – lige fra bløde plantedele til ådsler og ekskrementer. Den finder sin føde ved hjælp af lugtesansen og rasper og kradser fødeemnet op med sin ru tunge før indtagelsen.
Dræbersnegle bliver ca. et år gamle, og optræder ofte i flere generationer samtidigt. Om efteråret dør de voksne individer der har forplantet sig. Når temperaturen falder til 2-5o C søger de unge snegle i skjul i underjordiske hulrum og i affalds- eller kompostbunker, hvor de overvintrer. Temperaturer under -5o C overlever de enkelte individer normalt ikke, og heller ikke længerevarende frostperioder. Først til marts eller maj kommer de overvintrende snegle frem igen fra deres vinterskjul.
Snegle er hermafroditter eller tvekønnede og har derfor både hanlige og hunlige kønsorganer, og alle individer er i stand til at lægge æg, normalt efter gensidig befrugtning. Der lægges op til 400 æg pr. sæson i fordybninger, hulrum, forladte musegange, under græsset og under mos og blade og i kompostbunker. Dræbersnegleæg er for det meste runde eller ovale med en diameter på omkring 4 mm og enten mælkehvide eller gullige. De klækker efter 4-5 uger – alt efter hvor varmt der er – og efter yderligere 4-5 uger er sneglene blevet kønsmodne. Dødeligheden for æg og unger er imidlertid betragtelig, blandt andet fordi de ikke tåler tørre perioder uden regn, og derfor er det langt fra alle der når at blive fuldt udvoksede.
Som udgangspunkt er snegle nyttedyr, der medvirker til naturens kredsløb ved at nedbryde og omsætte dødt organisk materiale i naturen. Ved at findele materialet kan svampe og bakterier overtage den videre nedbrydning, hvorved vigtige næringsstoffer frigives til gavn for planterne.
Dræbersnegl / Iberisk skovsnegl på latin: Arion lusitanicus
Betydning
Desuden medvirker snegle til bearbejdning af jordens struktur, så den lettere kan optage næringsstoffer og vand, og så er snegle velegnet føde for eksempelvis padder og pindsvin.
Invaderende iberiske skovsnegle optræder imidlertid ofte i store mængder og kan derved fortrænge de skovsnegle, der forekommer naturligt i Danmark. Derfor er der bred enighed om at denne snegl er uønsket her til lands. I øvrigt kan store forekomster af dræbersneglen fuldstændig ødelægge pryd- og køkkenhaver. Da arten er meget udbredt, er den et stort problem for mange.
Forebyggelse og bekæmpelse
Dræbersneglen anses for at være en invasiv art. For at værne om den biologiske mangfoldighed må denne snegleart derfor bekæmpes og bestanden holdes nede. At kunne udrydde arten totalt i Danmark anses dog ikke længere for muligt. For at bekæmpe dræbersneglen kræves der en stor og længerevarende indsats. Afhængigt af mængden af snegle i haven og størrelsen på det inficerede areal kan der foretages forskellige forebyggende og bekæmpende foranstaltninger.
At dumpe haveaffald i naturen kan medvirke til spredning af dræbersneglen til nye områder i naturen og må derfor frarådes. Desuden bør der udvises stor forsigtighed ved handel med og bytte af planter. Eventuelle æg og små snegle i jorden omkring rødderne bør straks fjernes. Man kan eventuelt forsigtigt vaske al jord af rødderne.
Aflivning af æg sker ved at knuse eller hælde kogende vand over. Små snegle aflives ved at klippe hovedet af eller overhælde med kogende vand. Æggene kan indpakkes i en tæt plasticpose og lægges i affaldsspanden. Aflivede snegle kan graves ned. Indsamling og aflivning er en effektiv og human bekæmpelsesform.
Naturstyrelsen har også en mængde informationer om dræbersnegle på deres hjemmeside. Herunder forskellige råd om bekæmpelse, og hvilke fordele og ulemper disse kan medføre. Det kan tilrådes at man søger råd hos en professionel skadedyrsbekæmper om forebyggelse og bekæmpelse i tilfælde af større forekomster af dræbersnegle.
Copyright 2021 Absolut Skadedyrsservice A/S
Flere inden for samme art
Kilder
Læs mere om dræbersnegle (Iberisk skovsnegl) hos Forlaget Pestium
Læs mere om iberisk skovsnegl hos Miljøstyrelsen
Læs mere om biolog, Henri Mourier
