Edderkopper

Latin: Aranea
Kort om edderkopper

I rækken af leddyr (arthropoda) findes en underrække, der kaldes klosaksdyr (Chelicerata), og herunder hører havdyr som dolkhalen (Limulus polyphemus) og havedderkopperne (Pycnogonida), men den største undergruppe er de såkaldte spindlere (Arachnidae). I denne gruppe finder vi både mider, skorpioner, mejere og edderkopper (Aranea).

Der findes utroligt mange ordener, familier og arter af edderkopper. I Danmark er der beskrevet over 500 arter og på verdensplan over 39.000. Edderkopper er således så bredt et emne, at det kun kan berøres ganske sporadisk i denne gennemgang.

Biologi og skade

Edderkopper har todelte kroppe, 8 ben samt spindevorter og giftkirtler. Størrelsesmæssigt varierer de meget – lige fra helt små springedderkopper på få mm til behårede sydamerikanske taranteller med benspænd på omkring 30 cm og giftkroge på 2,5 cm.

Edderkopper har ikke noget egentligt hoved, men på forkroppen sidder alle benene og de to palper, munden, giftkrogene og øjnene. De fleste har 8 øjne. Da edderkopper har et stift hudskelet, må huden fortløbende udskiftes, efterhånden som edderkoppen vokser. Udover synssansen, som er vidt forskellig i kvalitet fra art til art, har edderkopper flere andre sanser, som er knyttet til benene. Benhårene kan registrere lugte og ændringer i lufttrykket. Disse sanser er for eksempel nyttige til at modtage alarmer om byttedyr i spindet.

Selve fordøjelsen af byttedyret foregår ved at edderkoppen indsprøjter fordøjelsesvæske i byttet og derefter suger indholdet ud. Primitive fugleedderkopper har giftkroge, der anvendes som hugtænder. Kannibalisme i forbindelse med parringen er ikke ualmindeligt blandt edderkopper, og da mange hunedderkopper er meget større end hannerne, er det de sidstnævnte det går ud over.

Nogle edderkopper har deres naturlige levesteder oppe i træerne, andre lever nede på landjorden, andre igen nede i selve jorden.

Edderkoppernes bytte består for det meste af flyvende insekter og andre smådyr. De fleste edderkopper dræber deres bytte ved at anvende gift; men alt efter arten anvender de vidt forskellige fangstteknikker i deres jagt på bytte. Nogle edderkopper fremstiller sindrige net eller spindelvæv, som fungerer som fælder til at indfange bytte. Spindet fremstilles i en silkekirtel på edderkoppens bagkrop mens andre kirtler fremstiller andre former for spind – for eksempel til ægsække og til hurtigt at glide væk fra farer. Nogle arter er så små, at de kan svæve gennem luften stabiliseret af en tynd flyvetråd. Fænomenet kaldes poetisk for ”flyvende sommer”. Generelt er edderkoppespind forholdsmæssigt stærkere end både kevlar og stål, og elasticiteten er også stor.

stor husedderkop

En typisk dansk edderkop er korsedderkoppen (Areanus diadematus), som har et karakteristisk korsmønster på ryggen.

Edderkoppernes spindelvæv kan antage meget forskellige former – ofte symmetriske og hjulformede, og bliver tilpasset i størrelse efter de lokale vindforhold. Nogle spind er klæbende – andre er ikke. De mindste edderkopper væver spind, der er så tynde, at de knapt kan ses, andre spind er så store og stærke, at mindre fugle kan blive bremset i det.

Jagtedderkopper har en anden jagtadfærd. De laver ikke spindelvæv, men indhenter simpelthen deres bytte- efter at have ligget på lur og ventet på at byttedyret kom tæt på.

Andre edderkoppearter har helt særegne adfærdsmønstre. En springedderkop af arten Myrmarachne kravler for eksempel ind i en myretue og lever ”under cover” blandt sine naturlige fjender, som ellers bliver meget arrige hvis de forstyrres.

Dette problem løser edderkoppen ved at efterligne en myres udseende, ved at lade som om dens to forreste ben er følehorn, og ved at bevæge dem ligesom myrerne bevæger deres følehorn.

Ja, selv myrernes karakteristiske siksak-gang efterligner den. Derved er springedderkoppen samtidig i sikkerhed for hvepse, fugle og andre edderkopper, som antager den for en myre.

I nattens mørke æder denne springedderkop løs af myrerne i boet, og skulle komplottet blive afsløret, stikker den af eller springer i sikkerhed.

At edderkopper er i stand til at sidde fast på vægge og lofter, skyldes duske af bittesmå hår som hver især er fyldt med endnu mindre hår. Spidserne på disse flere hundrede tusinde mikroskopiske hår har så stor en vedhæftningsevne at edderkoppen snildt kan bære 170 gange sin egen vægt. Fødderne udskiller i øvrigt en særlig olie, som gør at edderkoppen ikke hænger fast i sit eget spind.

Edderkopper har ikke lunger, men trækker vejret gennem huller på undersiden af bagkroppen. Blodet løber ikke i årer, men frit mellem organerne. I det hele taget har edderkopper en ganske særlig anatomi og adfærd, som er et nærmere studium værd.

Betydning

At have angst for edderkopper (araknofobi) er på mange måder irrationelt. For det første er edderkopper generelt helt ufarlige for mennesker. For det andet er de så små, at de ikke udgør nogen trussel for os – i hvert fald her til lands, og de er heller ikke aggressive af natur.

Forebyggelse og bekæmpelse

Det er stort set umuligt at forebygge besøg af edderkopper. En støvsuger er god til at fjerne spindelvæv, og ellers kan edderkopperne bekæmpes med godkendte insektpuddere og insektspray.