Historie
Alle har sikkert oplevet at blive overrasket over at den edderkop, man iagttager på nært hold i skovbunden eller i haven, pludselig sætter i løb og forsvinder i et forbavsende tempo – somme tider endda i små spring. Jagtedderkoppen (Lycosidae), som er ganske almindelig på disse breddegrader, er en sådan adræt lille skabning. Den tilhører en meget stor familie, som hver især er meget forskellige både i udseende og adfærd.
Nyere forskning tyder på at jagtedderkopper er i stand til at vælge netop de byttedyr, som giver dem de næringsstoffer de har brug for. Afhængigt af hvad den har spist dagen før, fedtrigt eller proteinrigt, regulerer jagtedderkoppen instinktivt indtaget af næringsstoffer ved at spise mere eller mindre af byttedyret.
Biologi og skade
En fuldt udvokset jagtedderkop bliver mellem 6 og 20 mm lang, og hunnen er som regel noget større end hannen. Farven er oftest gråbrun. Benene er lange og kroppen forholdsvis slank i sammenligning med andre edderkoppearter. Man kan støde på jagtedderkopper i den danske natur allerede fra marts måned, hvor solen begynder at få magt.
Jagtedderkopper har et veludviklet syn, hvilket både kommer dem til gode under jagten efter føde og i forbindelse med parringen. Jagtedderkopper har en ret interessant yngleadfærd, som blandt andet omfatter danselignende bevægelser hos hannen. Den bejlende han er i første omgang helt ubevægelig, hvorefter den langsomt sniger sig nærmere til hunnen, mens den ivrigt signalerer med ben og palper. Det er nemlig afgørende for hannens overlevelse at hunnen ikke er i tvivl om hannens hensigter, da den ellers er i fare for at blive ædt. Efter overstået parringssæson dør hannerne i løbet af foråret.
Hos nogle slægter af jagtedderkopper, for eksempel slægten Pardosa, anvender hunnen sin spindevorte til at fremstille en linseformet, vattet ægsæk til sine æg. Hunnen bærer efterfølgende rundt på denne ægsæk. Når ægsækken en dag revner, kommer ungerne ud, hvorefter de kravler op og samler sig en klump på ryggen af hunnen. Sådan bliver ungerne båret rundt i et par uger. Ungerne lever dels af den samme føde som hunnen og dels af blommemassen fra ægsækken. Hunnen er skabt med små udvækster på bagkroppens hår, som medvirker til at ungerne ikke så let falder af. Hvis en unge skulle falde af, er den i stor fare for at blive opfattet som bytte og ædt af hunnen. – Andre slægter af jagtedderkopper har den adfærd, at hunnen opholder sig i en hule under jorden sammen med sine æg.
Som de fleste edderkopper er jagtedderkoppen afhængig af at luftfugtigheden er relativt høj. Levestederne er således omkring jordoverfladen i en tilpas fugtighed. Jagtedderkopper er natdyr og jagten efter føde foregår derfor om natten. I dagtimerne skjuler jagtedderkopperne sig under blade, mos eller lignende.
Alle familier af jagtedderkopper har en ting til fælles: De er jægere, som i modsætning til mange andre edderkoppearter ikke laver edderkoppespind for at fange byttet. De lægger sig simpelthen på lur og venter på at et byttedyr passerer, hvorefter de løber byttet op og overfalder det i et spring. Heraf navnet jagtedderkop.
Jagtedderkop på latin: Lycosidae
Jagtedderkopper (Lycosidae) har livlige og abrupte bevægelser, og synes at foretrække byttedyr, som selv bevæger sig kvikt. Byttedyrene er således ofte små insekter som myg og fluer, men også sommerfugle, tæger og cikader kan indgå i menukortet.
Betydning
Det ville være lidt misvisende at kalde jagtedderkoppen for et skadedyr. Haveejere kan tværtimod have stor gavn af dem, og der er derfor ingen grund til at bekæmpe jagtedderkopper i det fri. Sådan er det faktisk for alle edderkopper som lever naturligt i Danmark. Ingen af dem udgør en fare for mennesker, og kun to edderkoppearter har et bid der kan mærkes på mennesker, nemlig husedderkoppen (Tegenaria atrica) og vandedderkoppen (Argyroneta aquatica).
Nogle mennesker har en sygelig og irrationel angst for edderkopper (araknofobi), men det giver egentlig ikke rigtig nogen mening. Danske edderkopper er som tidligere nævnt helt ufarlige for mennesker, idet de er både små og ugiftige. De er heller ikke aggressive af natur.
Jagtedderkopper producerer heller ikke spindelvæv, hvilket ellers kan virke irriterende og måske signalere dårlig rengøring. Af æstetiske grunde er edderkopper dog uønskede gæster i madvarer og lignende steder, og såfremt de måtte optræde i store mængder i en bolig, kan en bekæmpelse naturligvis være på sin plads.
Forebyggelse og bekæmpelse
At forhindre besøg af edderkopper i boligen er så godt som umuligt. Spindelvæv fra andre edderkoppearter kan let fjernes med en støvsuger. Det vil imidlertid være uhensigtsmæssigt at støvsuge levende jagtedderkopper, da de ofte vil kunne overleve i støvsugeren.
Hvis man absolut vil dyrene til livs, kan jagtedderkopperne bekæmpes med godkendte insektpuddere og insektspray, og ellers kan man ty til det velkendte og gennemprøvede bekæmpelsesmiddel som består i en sammenrullet avis eller en sko. Med jagtedderkoppen skal man blot gøre sig klart, at den både kan løbe og springe for at komme væk.
Copyright 2021 Absolut Skadedyrsservice A/S
Flere inden for samme art
Kilder
Læs mere om jagtedderkop hos Forlaget Pestium
Læs mere om jagtedderkop hos Miljøstyrelsen
Læs mere om biolog, Henri Mourier
