Stålorm

Historie

Den danske stålorm (Anguis fragilis) er ikke en slange, selvom den godt kan ligne en. Stålormen har – i modsætning til slangen – runde pupiller og øjenlåg der kan blinke, små skæl på bugen, et mindre hoved og den føles hård og stiv at holde på. I øvrigt bevæger den sig meget sløvere og stivere end slanger gør, og alt i alt kun indenfor en radius af omkring 10 meter fra sit gemmested.

Stålormen er i virkeligheden en øgle med kort krop og meget lang, rørformet hale. Den tilhører faktisk firbenene, selvom den ingen har – i hvert fald ikke som voksen. Tidligt i fosterstadiet, derimod, og i begyndelsen af dens tilværelse som unge, har den nogle små ben, og på voksne individer kan den opmærksomme iagttager se nogle ganske små stumper af noget, der engang var ben.

I lighed med sine artsfæller kan en stålorm smide halen som en afledningsmanøvre, hvis den bliver angrebet (heraf tilnavnet fragilis, som betyder skrøbelig), og på den måde måske redde livet; men – i modsætning til andre firben – vokser halen ikke ud igen i en spids, men bliver kun ganske lille og afstumpet.

Biologi og skade

Her i landet kan stålormen blive op til 45 cm lang, men den er normalt en del kortere, da halen hos ældre individer ofte er væk. Stålormens skelbeklædning er lakglinsende blank og farven på oversiden kan variere mellem sølvgrå eller brunligt kobberfarvet. På undersiden og siderne er farven mørkere. Stålormen har endvidere en mørk midterlinje, der løber hele vejen fra hovedet og til spidsen af halen. Hunnen bevarer gerne denne farvetegning, mens hannen med tiden bliver mere eller mindre ensfarvet grå eller brunlig og i sjældne tilfælde blåplettet.

Man kan støde på stålorme i det meste af Danmark, og bestanden ser ud til at være stabil. Den foretrækker især tilgroede områder og et varieret landskab – for eksempel ved skovbryn eller i løvskove, levende hegn, buskads og haver. Man ser af og til stålorme opholde sig i myretuer – måske for at holde varmen, og myrerne ser ikke ud til at være til gene for dem.

Det kan godt være svært at få øje på en stålorm, da den er godt camoufleret, hvis den ligger helt stille, men man kan tilfældigt støde på en, når man vil flytte en brændestabel eller rydde op i en stabel gamle brædder. Stålormen ynder at leve i skjul, og det er derfor de færreste danskere, der har set en stålorm.

Selvom stålorme kan svømme, opholder de sig fortrinsvis på land, da mange af deres naturlige fjender lever i vandet.