Historie
Snegle hører til bløddyrene (Mollusca) som ikke har skelet. I nogle tilfælde har de imidlertid en omgivende kalkholdig kropsskal, for eksempel i form af et sneglehus, men som bekendt bærer ikke alle snegle rundt på deres hus. Den sorte skovsnegl (Arion ater), den røde skovsnegl (Arion rufus), den nøgne havesnegl (Arion hortensis), den almindelige kældersnegl (Limax flavus) og den store kældersnegl (Limax Maximus) hører alle til denne ”nøgne” sneglegruppe, og er en del af de såkaldte lungesnegle (Pulmonata), som lever på landjorden. Udover sådanne land-lungesnegle forekommer der også snegle, som lever i vandet og har gæller. Disse snegle opdeles igen i forgællesnegle (Prosobranchia) og baggællesnegle (Opistobranchia).Snegle udgør omkring 80 % af alle arter af bløddyr, og tilhører klassen Gastropoda. Som det måske fremgår af navnet, indgår visse snegle i gastronomien – nemlig de spiselige af slagsen. Herunder kan for eksempel nævnes vinbjergsneglen (Helix pomatia), som i øvrigt ikke menes at være en snegleart, der oprindeligt hører hjemme her i landet, men er indført fra udlandet. For nogle mennesker regnes disse snegle for udsøgte delikatesser, mens de hos andre er helt utænkelige som menneskeføde.Til gruppen af landlevende snegle hører også den iberiske skovsnegl (Arion lusitanicus), som efterhånden er blevet både berømt og berygtet her i landet under det karakteristiske navn ”dræbersneglen”. Eftersom den kan minde om både den almindelige eller store kældersnegl, og om den sorte eller røde skovsnegl, skal den iberiske skovsnegl kort nævnes i denne sammenhæng. Dens farve kan variere fra orange og rødbrune nuancer til næsten sort, ligesom der findes hvide albinoformer. Den iberiske skovsnegl kan således nemt blive forvekslet med skovsnegle, havesnegle og kældersnegle
”Dræbersneglen” har fået sit drabelige tilnavn, både fordi den kan gøre et kraftigt indhug i de planter, man har i blomsterbede og køkkenhaver, og fordi den af og til kan kannibalisere ved at spise afkræftede eller døde artsfæller. Invaderende iberiske skovsnegle optræder i øvrigt ofte i store mængder og kan derved fortrænge de skovsnegle, der forekommer naturligt i Danmark. Derfor er der bred enighed om at denne snegl er uønsket her til lands.
Denne gennemgang vil fokusere på den store kældersnegl (Limax Maximus) – også kaldet gråsneglen.
Biologi og skade
De hyppigst forekommende snegle i boligen er de såkaldte kældersnegle, der går under navnene almindelig kældersnegl og stor kældersnegl. Den førstnævnte, som bliver mellem 7 og 10 cm lang, er lysegrå med mørkere marmorerede tegninger. Den store kældersnegl, som kan blive op til 15 cm lang, er oftest mørk grålig over i det rødlige med marmoreret forkrop og mørke langsgående striber på bagkroppen.
Kældersneglen kommer frem om natten eller i halvmørke, hvor den spiser døde plantedele, svampe og lignende. Den rasper føden af med sin ru tunge, der har en sandpapiragtig overflade.
Latin: Limax maximus
Bløde fødeemner foretrækkes, men kældersnegle går ikke af vejen for hverken ådsler eller dyreekskrementer.De tvekønnede snegle vikler sig under parringen ind i hinanden og udveksler pakker af sæd. Herefter anbringes æggene i små klumper under sten eller brædder i fugtige omgivelser, og når æggene klækker, kommer sneglene frem som små kopier af de voksne. Da kønsåbningen er tæt bag højre øje lægges snegleæg altså i hovedenden frem for bagenden. Æggene lægges i sommerhalvåret.Betydning
I naturen er snegle, i lighed med regnorme, vigtige for den naturlige omdannelse af plantematerialer til næringsstoffer, men når de kommer indenfor i beboelser, kældre og udhuse og trækker deres slimspor, opfattes de som uønskede skadedyr, man gerne vil af med. Sneglene er således mere et irritationsmoment end egentlige skadedyr, og er samtidig tegn på tilstedeværelsen af fugt.
Forebyggelse og bekæmpelse
Som i mange andre tilfælde er forebyggelse oftest at foretrække frem for direkte bekæmpelse. Fejl i afløb og riste kan give gode tilholdssteder for snegle – og give dem gode adgangsveje til bygninger. På samme måde kan gamle og utætte strækninger af rør, der ikke længere bruges, blive gode vækstbetingelser for en stor bestand af kældersnegle. Det kan derfor være nødvendigt at fjerne sådanne gamle installationer – eller at lukke dem effektivt.
Som sidegevinst ved at undgå fugt i kældre og lignende kan nævnes, at man undgår angreb af svampe i træværk og andre materialer. En bedre ventilation af lokalerne eller en decideret dræning af undergrunden er yderligere skridt, man kan tage for at nedbringe risikoen for fugtskader og snegleplager. Naturligvis vil et eftersyn af nedløbsriste, afløb og tagrender også kunne afsløre eventuelle fugtskabende forhold, som bør afhjælpes for at undgå problemer med snegle i og omkring bygninger.
Udover sådanne forebyggende tiltag er det muligt at få gode råd hos en professionel skadedyrsbekæmper om forebyggelse og bekæmpelse. Sneglegift til udlægning i de angrebne områder kan effektivt fjerne sneglene for en tid. Imidlertid vil det ikke i det lange løb være tilstrækkeligt at udlægge gift, med mindre man samtidig sørger for at fjerne de eventuelle fejl i bygningen.
Copyright 2021 Absolut Skadedyrsservice A/S
Flere inden for samme art
Kilder
Læs mere om kældersnegle hos Forlaget Pestium
Læs mere om bløddyr hos Miljøstyrelsen
Læs mere om biolog, Henri Mourier
