Historie

Blattodea er fællesbetegnelsen for kakerlakker, og der findes omkring 4000 arter af dem på verdensplan. Kakerlakker er ret primitive insekter, der har et nært slægtskab med græshopper og fårekyllinger. I troperne kan de største kakerlakarter blive hele 12 cm lange, mens andre kun bliver nogle få mm lange. Her til lands kan man også støde på flere forskellige arter af kakerlakker: Tysk kakerlak (Blattella Germanica), Orientalsk kakerlak (Blatta orientalis), Brunstribet kakerlak (Supella longipalpa), Skovkakerlak (Ectobius lapponicus), Sandkakerlak (Ectobius panzeri) og Amerikansk kakerlak (Periplaneta americana). Af disse arter er den tyske kakerlak klart den almindeligst forekommende art her i landet.

Denne gennemgang vil fokusere på den amerikanske kakerlak (Periplaneta americana). Som navnet antyder, er den meget almindelig i USA, men mange danske turister har sikkert også stiftet bekendtskab med den, når de har været i et af landene omkring Middelhavet. Fra tid til anden importeres den amerikanske kakerlak desuden med varer fra oversøiske lande, og hvis levestederne er tilpas varme og fugtige, kan de fint slå sig ned og leve ganske udmærket.

Biologi og skade

Den amerikanske kakerlak (Periplaneta americana) trives bedst i høj luftfugtighed og i omgivelser der er meget varme. Da det danske klima som bekendt sjældent kan leve op til disse betingelser, er den amerikanske kakerlak derfor ikke helt så almindelig herhjemme som for eksempel den tyske kakerlak. Til gengæld behøver man ikke at være i tvivl, hvis man støder på den, for den er temmelig stor. Et voksent individ bliver fra 2,8 til 4,4 cm i længden, og dermed er den amerikanske kakerlak klart den største art af kakerlakker der lever i Danmark.

Farven er rødbrun og skinnende. Kroppen har den flade form som er typisk for kakerlakker og følehornene er lange. Den amerikanske kakerlak er et nataktivt dyr, som sjældent ses i dagslys, da den skjuler sig i revner og sprækker, gerne i nærheden af rør, motorer og andre ting som afgiver varme. Levestederne er indendørs i kældre, ved rørgennemføringer, afløb og lignende steder.

Hunnen lægger i løbet af nogle få måneder over 300 æg i ægkapsler á 6-28 æg, som hunnen bærer rundt på i flere dage inden den lægges eller klistres fast sammen med andre ægkapsler på et mørkt, beskyttet sted. Der kan derfor hurtigt blive rigtig mange kakerlakker. Æggene klækker efter en til to måneder. Alle arter af kakerlakker gennemgår det man kalder ufuldstændig forvandling fra ægstadiet over 5-7 nymfestadier til fuldvoksent individ.

Da en kakerlak har et udvendigt skelet i form af en hård skal, er den nødt til at skifte ham for at kunne vokse.Det sker op til 13 gange. Udviklingen fra nymfe til voksen kan ske på ca. 5 måneder ved en temperatur på 25 grader. Hvis temperaturen er lavere, vil udviklingen ske væsentligt langsommere. 15 måneder er ikke usædvanligt under sådanne omstændigheder.

Betydning

Hvis livsbetingelserne er til stede, for eksempel indendørs i opvarmede lokaler som beboelsesblokke og lignende,

Amerikansk kakerlak
Amerikansk kakerlak
Amerikanskkakerlak på latin: Periplaneta americana

kan kakerlakkerne formere sig eksplosivt og på det nærmeste invadere et område. En menneskebolig kan let forsyne kakerlakkerne med al den føde de har brug for. Det kunne være i form af madrester og krummer i gulvsprækker og lignende, eller simpelthen i og omkring vore skraldespande. Da kakerlakker stort set er altædende, er de en slags naturens skraldemænd som nemt opnår meget fine livsbetingelser i vore boliger.I bagerier, storkøkkener, sygehuse og lignende er kakerlakker naturligvis altid skadedyr, da de kan overføre alvorlige sygdomme, såsom salmonella, tyfus, tarmkatar og dysenteri, ligesom ekskrementerne kan være årsag til allergiske reaktioner, eksem og astmatiske lidelser. Desuden afgiver kakerlakker en ubehagelig lugt som kan hænge ved madvarer, stoffer og præge områder hvor der færdes kakerlakker. Ofte opfattes tilstedeværelsen af kakerlakker som et tegn på dårlige hygiejniske forhold, og derfor kan følgevirkningerne af kakerlakker hurtigt blive langt dyrere end de skader kakerlakkerne direkte forvolder.

Forebyggelse og bekæmpelse

Kakerlakker, der færdes inden døre, efterlader sig flere tegn på deres tilstedeværelse: Ægkapsler, afkastede huder og sorte ekskrementer med en længde på ca. 1 mm, samt en karakteristisk muggen lugt.

Det er nødvendigt at reagere forholdsvis hurtigt, hvis man vil undgå at et kakerlakangreb udvikler sig til et blivende problem, eller at problemet spredes til de omkringliggende ejendomme.

Bekæmpelsesmidler skal desuden være langtidsvirkende, da der kan udklækkes nye individer flere måneder efter at de voksne kakerlakker er udryddet. En professionel skadedyrsbekæmper har adgang til sådanne giftstoffer, og han har også den fornødne erfaring og rutine i at tilrettelægge  behandlingen optimalt.

Da en del af kakerlakkernes indbyrdes adfærd, herunder parringsadfærden, styres af duftstoffer eller feromoner, kan lokkedåser med feromon iblandet gift også med fordel anvendes mod kakerlakker, idet det vil tiltrække kakerlakkerne.

I indendørs tropelande og lignende steder har man anvendt udsætning af parasithvepse for at begrænse bestanden af kakerlakker. Disse parasitter lægger deres æg i kakerlakkernes kokoner, og hvepselarverne æder derefter kakerlakkernes æg.

Copyright © 2019 Absolut Skadedyrsservice A/S