Græshopper på latin: Orthoptera

Historie

Der findes omkring 20.000 forskellige arter af græshopper i verden. Græshopperne hører til Orthoptera-ordenen af retvingede insekter i rækken af leddyr (Arthropoda). Den latinske betegnelse for græshopper er Saltatoria. Generelt opdeler man græshopper i to underordener.

Den ene underorden, Ensifera, omfatter blandt andet familierne af løvgræshopper (Tettigoniidae), fårekyllinger (Gryllidae), jordkrebs (Gryllotalpidae) og de vingeløse hulegræshopper (Raphidiphoridae), herunder også væksthusgræshoppen (Tachycines asynamorus). Disse græshoppefamilier har meget lange og tynde antenner med mange led og hunnerne har lange læggerør.

Den anden underorden, Caelifera, omfatter blandt andet familierne af markgræshopper (Acrididae) og torngræshopper (Tetrigidae). Disse græshoppefamilier kan kendes på deres meget korte antenner og på at hunnerne har kraftige kroge i spidsen af bagkroppen.

Der lever i Danmark tre arter af torngræshopper, en art af fårekyllinger og en art af jordkrebs, men de almindeligste græshoppefamilier er løvgræshopperne og markgræshopperne.

Biologi og skade

Græshopper (Orthoptera) er generelt store og aflange insekter med nedadrettede, bidende munddele, smalle forvinger og vifteformede bagvinger, som i hviletilstand er sammenfoldet under forvingerne. De karakteristiske, kraftige bagben sætter dem i stand til at springe. Græshopper gennemgår ufuldstændig forvandling, idet larven udvikler sig til voksen gennem en række nymfestadier.

Her til lands findes omkring 10 forskellige arter af løvgræshopper (Tettigoniidae). De er grønne og kan blive 22-60 mm lange, og hunnerne er meget større end hannerne. De fleste løvgræshopper er nataktive rovdyr, som lever skjult i tæt krat eller i træer og buske. Fødeemnerne består primært af andre insekter, men de er nærmest altædende. De kan godt finde på at bide, hvis man fanger dem. Løvgræshoppernes naturlige fjender er primært fugle og mindre dyr. Den store grønne løvgræshoppe (Tettigonia viridissima) er Danmarks mest udbredte løvgræshoppe.

Hos næsten alle løvgræshoppearter er det kun hannerne der kan synge, og det sker ved at de gnider forvingerne mod hinanden. Disse kaldesignaler kan høres flere hundrede meter væk i perioden fra sensommeren til sidst i oktober måned. Løvgræshoppehunnerne anvender deres lange læggerør til at bore æggene ind i plantematerialet.

Den vingeløse væksthusgræshoppe (Tachycines asynamorus) er ret almindelig i opvarmede drivhuse og vinterhaver i Danmark. Den bliver ca. 12-19 mm, og føden består af plantemateriale, insekter og smådyr, herunder bladlus. Farven er lysebrun med mørkere striber. I modsætning til andre græshopper har denne græshoppeart karakteristiske, krumme rygge, og den synger ikke.
Markgræshopperne (Acrididae), som er langt den største græshoppefamilie, er repræsenteret i Danmark af omkring 16 arter.

De er dagaktive, brunlige vegetarer, som kan blive 13-25 mm lange, og hunnen bliver ca. 5 mm længere end hannen. Markgræshoppernes camouflagefarver får dem til at falde godt ind i omgivelserne. Levestederne er tørre klitter og marker samt fugtige enge og haver, og fødeemnerne er primært græs og blade. Af naturlige fjender har markgræshoppen både fugle, hugorme, firben og edderkopper. Den almindelige markgræshoppe (Chorthippus brunneus) er Danmarks mest udbredte græshoppe.

Markgræshopper synger ved at gnide springbenene mod forvingerne, og hos de fleste markgræshoppearter kan både hunner og hanner synge. Dyrene bevæger sig i spring, og når de er i luften, kan de brede vingerne ud og svæve eller flyve et langt stykke. Hunnerne graver deres æg ned i jorden ved hjælp af de kraftige kroge i bagkroppen.

Betydning

Græshopper har historisk set været et af de betydeligste skadedyr i verden, når de i enorme sværme har kastet sig over afgrøder – med enorme ødelæggelser til følge. Det anslås at en stor græshoppesværm dagligt kan fortære lige så meget som 1,5 million mennesker. Og hvem husker ikke den bibelske beretning om Ægyptens 10 plager, hvoraf den 8. var et enormt græshoppeangreb? Her var der formentlig tale om ørkengræshoppen (Schistocerca gregaria), som den dag i dag kan være en plage i Afrika, Den Arabiske Halvø og i Indien.

Vandregræshoppen, en art i markgræshoppefamilien, har også i nyere tid forårsaget store skader i disse og andre lande. Vandregræshoppen har en glubende appetit, idet den hver dag æder, hvad der svarer til dens egen vægt. Græshopperne kan også angribe linned, uld, silke og læder, og hvis de trænger ind i et hus, er selv de lakerede møbler ikke i sikkerhed.

Her til lands oplever vi ikke sådanne ødelæggende kæmpesværme, men blandt gartnere er væksthusgræshoppen et kendt skadedyr, som kan blive et dyrt bekendtskab. Især i større gartnerier med tusindvis af prydplanter, kan de spæde planter tage skade af gnaveriet.

Forebyggelse og bekæmpelse

I udlandet bruges store ressourcer på sprøjtemidler, der sprøjtes ud fra flyvemaskiner for at komme græshoppesværme til livs, og projekter med udvikling af biologiske bekæmpelsesmidler forekommer i stigende grad. En af disse metoder er sprøjtning med svampesporer, som gør det af med græshopperne uden at skade omgivelserne. Snyltehvepse er et andet forskningsområde i bekæmpelsen af græshopper.

I Danmark regnes græshopper ikke for betydelige skadedyr, og væksthusgræshopper fanges nemt i fælder i form af nedgravede glas med sødt øl. Insektpuddere eller midler mod krybende og kravlende insekter kan også anvendes.

Copyright 2011 Absolut Skadedyrsservice A/S