Historie

Sandkakerlakken (Ectobius panzeri, også kaldet Capraiellus panzeri) er et insekt i Blattodea-ordenen som rummer over 4000 forskellige kakerlakarter. Blandt dens mere kendte slægtninge finder man den tyske kakerlak (Blatella Germanica), den orientalske kakerlak (Blatta orientalis), den brunstribede kakerlak (Supella longipalpa), den amerikanske kakerlak (Periplaneta americana) og skovkakerlakken (Ectobius lapponicus) – Alle disse er langt mere udbredte end sandkakerlakken. Når den alligevel optræder i denne gennemgang af kakerlakker, er det mere for fuldstændighedens skyld, for dyret er bestemt ikke et betydeligt skadedyr her til lands.

Sandkakerlakken er oprindeligt hjemhørende i Central- og Sydeuropa samt i England. Dens levesteder regnes hovedsagelig for at være knyttet til kystområder og maritime områder såsom klitter, klipper og strande med småsten. I de seneste to årtier har den globale opvarmning imidlertid bevirket en stigning i forekomsten af sandkakerlakker længere inde på land, såsom på tørre hedeområder, kalkholdige græsarealer og lejlighedsvist også i skovarealer.

I Danmark og Slesvig kan man støde på sandkakerlakken i klitterne langs Vestkysten. Sandkakerlakken (Ectobius panzeri) er observeret i en strækning fra Ringkøbing Fjord og sydpå ned til Rømø. På denne ø har den opnået en vis udbredelse. I andre dele af Nordeuropa findes sandkakerlakken ikke blot ved selve kysten, men også i de bagvedliggende heder, ligesom den er observeret i skove i Mellemeuropa.

I Norge og Sverige er arten ikke kendt, så Danmark regnes for at være det nordligst forekommende levested for denne specielle art af kakerlakker.

Biologi og skade

Voksne individer af sandkakerlakken (Ectobius panzeri) bliver mellem 6 og 8 mm for hannernes vedkommende og mellem 5 og 7 mm for hunnernes vedkommende. Farven er mørkebrun med et plettet mønster på forbrystet hos begge køn og på hunnerne også på rygsiden af abdomen. Nymferne har karakteristiske, kontrastfyldte mønstre på thorax i sort, brunt og blegt mælkehvidt.

Sandkakerlakken er meget mindre end sine slægtninge. Den tyske kakerlak er med sine mellem 12 og 15 mm dobbelt så stor som sandkakerlakken. Den orientalske er for eksempel med sine små 30 mm mere end tre gange så lang, og den amerikanske kakerlak, der ofte måler over 40 mm i længden, er således mindst 4 gange så stor som sandkakerlakken.

Som de andre arter af kakerlakker har sandkakerlakken imidlertid også lange antenner eller følehorn, som er deres væsentligste organer til at orientere sig og finde føde. Øjnene synes at have lavere betydning hos de fleste kakerlakker. Hannerne har desuden lange spidse vinger og de er glimrende flyvere. Hunnernes vinger er derimod afstumpede og uudviklede, og de kan derfor ikke flyve. Benene på sandkakerlakken er gullige, tynde og lange med tornelignende udvækster på.

Sandkakerlakken er som sine øvrige artsfæller nærmest altædende, og føden kan være både vegetabilsk og animalsk. Den er i øvrigt nataktiv og har en livscyklus på to år, hvor den i et af larvestadierne overvintrer. Æggene klækker i slutningen af april eller maj, og nymferne gennemlever 5 stadier. De voksne individer er aktive fra omkring juli måned til begyndelsen af oktober.

Sandkakerlak
Sandkakerlak på latin: Ectobius panzeri

Betydning

I Danmark er sandkakerlakken ikke særligt hyppigt forekommende og den har overhovedet ikke den skadevoldende effekt, som dens mere kendte og udbredte slægtninge er berygtede for. Sandkakerlakken forekommer i øvrigt yderst sjældent inden døre. Dens levesteder er ude i det fri og det ville derfor være noget af en tilsnigelse overhovedet at kalde den for et skadedyr.

Det er dog ikke utænkeligt at sandkakerlakken skulle kunne forvilde sig ind i sommerhuse der ligger ved strande og klitområder. I sådanne tilfælde er alle arter af kakerlakker naturligvis uvelkomne, da de vil kunne slå sig ned og småspise af vore fødevarer, og ikke mindst grise dem til med deres ekskrementer.

Forebyggelse og bekæmpelse

Forebyggelse af kakerlakker handler primært om at gøre dyrenes livsbetingelser så vanskelige som muligt. Alle kakerlakker er i et vist omfang afhængige af vand, varme, vegetabilsk føde og revner og mindre hulrum til at gemme sig i. Derfor gælder det om at fjerne kakerlakkernes potentielle levesteder. Hulrum med god varme i nærheden af elektriske apparater er potentielle skjulesteder for kakerlakker, især hvis der også er let adgang til madrester.

At holde lokaler ordentligt rene og ryddelige er også en god forebyggelse mod kakerlakker.

Før en egentlig bekæmpelse iværksættes, bør man finde kakerlakkernes gemmesteder. Da de er gode til at klatre, kan de være overalt fra gulv til loft. Professionelle skadedyrsbekæmpere har adgang en række forskellige godkendte bekæmpelsesmidler, som kan anvendes til kemisk bekæmpelse af kakerlakker. Insektlakker med chlorpyrifos som aktivstof kan for eksempel anvendes.

Midlerne anvendes som giftbælter, som udsprøjtes eller påsmøres områder hvor kakerlakkerne passerer for at komme til vand eller mad. Det kræver viden og erfaring at anvende midlerne korrekt og effektivt. Da dårlig og sjusket brug af sprøjtemidler kan medvirke til at der udvikles modstandskraft hos kakerlakkerne, er det vigtigt at disse midler bliver anvendt og doseret korrekt.

Lokkedåser med insektgift kan også anvendes.

Copyright © 2019 Absolut Skadedyrsservice A/S