Hundeloppe

Latin: Ctenocephalides canis

Kort om hundeloppen

Hundeloppen (Ctenocephalides canis) er et insekt af Siphonaptera-ordenen og Pulicidae-familien, og den tilhører Ctenocephalides-slægten, som blandt andet også omfatter katteloppen.

Når en hund får lopper, går de fleste nok ud fra, at der er tale om et angreb af hundelopper, men det hænger oftest ikke sådan sammen. For det meste kradser hunden sig faktisk, fordi den har fået kattelopper (Ctenocephalides felis). Det forholder sig nemlig sådan, at kattelopper er langt mere almindeligt forekommende end hundelopper, og kattelopper kan fint trives på både hunde og katte. Hundelopper kan dog også godt leve på andre dyr såsom katte og kaniner, ligesom begge lopper fra tid til anden kan bide mennesker.

Hundeloppen (Ctenocephalides canis) kan let forveksles med katteloppen (Ctenocephalides felis), fugleloppen (Ceratophyllus gallinae) og menneskeloppen (Pulex irritans), da de ligner hinanden til forveksling. Denne gennemgang fokuserer på hundeloppen med hunden som værtsdyr.

Biologi og skade

Hundelopper er blodsugende insekter, og de voksne individer bliver mellem 1 og 4 mm i længden. Loppen er dermed stor nok til at kunne ses med det blotte øje.

Farven er brun eller sort. Dens flade kropsform gør det let at passere gennem pelsen på værtsdyret, og modhager forhindrer dyret i let at blive kradset eller børstet væk. Hundelopper har relativt lange ben hvormed de kan hoppe på andre dyr eller mennesker.

Hundeloppens livscyklus består af fire faser. Fra æg videreudvikler loppen sig gennem et larve- og puppestadium til voksen loppe. Loppen kan leve uden føde i adskillige måneder, men er afhængig af blod for at kunne lægge sine æg. En hun lægger omkring 15-20 æg om dagen i hundens pels. På to måneder kan det under gunstige omstændigheder blive til tusindvis af voksne lopper.

Efter et stykke tid falder æggene ud af hundens pels og lander på gulvet eller andre steder hvor hunden færdes – typisk i hundekurve eller på andre foretrukne opholdssteder. Her klækker æggene og bliver til larver som siden forpupper sig. Larverne er hvide og bliver ca. en halv mm store.

Alt efter hvordan temperaturen og luftfugtigheden er, vil en loppe blive voksen inden for 2-3 uger, men udviklingen kan også vare op til omkring et år.

Betydning

Som værtsdyr vil hunden opleve rødmen, kløen og hudirritationer, og – efterhånden som dyret klør sig – også hårtab og infektioner. Allergiske reaktioner mod loppens spyt er også almindelige, og de kan være ret betydelige. Lopper kan endvidere bære på og smitte hunde med potentielt farlige

sygdomme såsom bændelorm (Dipylidium caninum) og harepest, ligesom fatal blodmangel i yderste konsekvens kan blive konsekvensen af vedvarende og omfattende loppeangreb.I tilfælde af infektioner og ændringer i hundens almentilstand, bør man straks kontakte en dyrlæge.

Forebyggelse og bekæmpelse

De første tegn på lopper er gerne, at hunden begynder at slikke, bide og klø sig selv. Det er som regel ved halsen, lysken, haleroden eller på brystet at hunden angribes.

Det er af afgørende betydning at få hunden behandlet med et loppemiddel, og at man igangsætter behandlingen på et så tidligt stadium som muligt, så man får lopperne aflivet, før de begynder at lægge æg.

Ser man en enkelt loppe i hundens pels, er der stor sandsynlighed for at der findes mange flere. En grundig undersøgelse af hundens pels vil afsløre, om der skulle være ekskrementer efter hundelopper. De fremstår som små sorte pletter af indtørret blod.

Dernæst kan man rede pelsen grundigt igennem med en loppekam, eventuelt ned over et stykke fugtigt køkkenrulle eller lignende. Hvis der er loppeekskrementer, vil de vise sig som små, rødbrune pletter på papiret.

Levende lopper kan ses omkring haleroden eller de førnævnte steder i pelsen, og de findes bedst ved hjælp af en loppekam.

Det er ikke nok at bekæmpe hundelopperne på selve hunden, da skadedyrene også vil forekomme i omgivelserne, enten som voksne individer, pupper, larver eller æg. Der findes forskellige midler i handelen mod lopper i form af puddere og midler til udvanding eller vask.

Æggene kan fjernes ved at man hyppigt støvsuger hundekurven, tæpperne og de omgivelserne hvor hunden plejer at færdes. Et loppemiddel, som dræber de levende lopper, kan anvendes her. En omhyggelig rengøring af hele huset kan også bremse hundeloppernes udbredelse, ligesom man kan købe loppemidler der forhindrer æg og larver i at udvikle sig. Denne behandling bør gentages en gang i kvartalet, hvis man vil være helt sikker på at komme plagen til livs. Der findes også midler der optages i blodet og som forhindrer æggene i at udvikle sig.

En behandling mod bændelorm kan endvidere blive nødvendig, ligesom det vil være nødvendigt at foretage en samtidig behandling af andre hunde eller katte der færdes i området.

Ud over selve bekæmpelsen af hundelopperne, vil det også ofte være nødvendigt at pleje hundens sår med medicin, salve og afvaskning, når man er kommet lopperne til livs. En dyrlæge vil kunne rådgive om korrekt brug af medicin.

Flere med lignende skadevirkning og symptomer