Almindelig ørentvist

Latin: Forficula auricularia
Kort om Ørentviste

Her til lands lever der flere forskellige arter af ørentviste: Lille ørentvist (Labia minor), almindelig ørentvist (Forficula auricularia), skovørentvist (Chelidurella acanthopygia), buskørentvist (apterygida media) og sandørentvist (Labidura riparia). Denne gennemgang fokuserer på den almindelige ørentvist, da det er denne art, der hyppigst kan forekomme i generende mængde indendørs.

I naturen spiser ørentviste bladlus, mider, bladlus og lopper og insektæg, hvorved de er med til at holde bestanden af skadelige insekter nede, men de spiser også ådsler og plantedele. Når ørentviste ses inden døre, er de der udelukkende for at få husly. Ørentvistens (Dermaptera) kendemærke er den kraftige tang eller klosaks som den har på spidsen af bagkroppen. Den tjener som både forsvars- og angrebsvåben, men nok mest som skræmmemiddel. I øvrigt bruges klosaksen under parringen. Ordet ”tvist” stammer fra det gamle danske ord ”tvestjert”, som betyder “tohale”. Haletangen består ganske rigtigt af to dele, som tilsammen udgør et kraftigt kniberedskab. Navnets første del ”øren-” har sammenhæng med den forkerte – men meget udbredte – folkelige opfattelse, at dyret skulle have særlig interesse for at kravle ind i ørerne på folk, for derefter at klippe hul i trommehinden og lægge sine æg inde i hjernen på folk. Denne drabelige historie er naturligvis noget sludder fra ende til anden. Selvfølgelig kan en ørentvist forvilde sig ind i et øre, men den har ikke noget at komme efter der.

Almindelig ørentvist

Biologi og skade

Den almindelige ørentvist bliver 14-23 mm lang og har en mørkebrun farve. De er natdyr som holder sig skjult om dagen. Man kan i øvrigt se forskel på hunner og hanner ved at klosaksene generelt er størst og mest krumme hos hannerne, mens de hos hunnerne er lidt mindre og mere langstrakte.

Dækvingerne er korte og skjuler nogle sammenfoldede flyvevinger. Disse vinger er veludviklede og ørentviste kan faktisk flyve, selvom de meget sjældent gør det. Den almindelige ørentvist har nogle kirtler som lugter grimt og som den kan aktivere, hvis den føler sig truet. De kan godt lide at søge ind i snævre, mørke og fugtige hulrum. I naturen er det gerne i græs, plantestængler eller under løs bark, men en morgenavis eller en syning i teltdugen kan også fint gå an.

I Danmark kommer der som regel kun en enkelt ørentvistegeneration om året. Når det bliver efterår, laver hunnen en hule under jorden, hvori den overvintrer – ofte sammen med en han. Når det så bliver forår, drager hannen bort, mens hunnen bliver tilbage og lægger sine 30 æg i jorden.

Ørentviste yngler med andre ord ikke inden døre, så de sorte klatter, man undertiden finder, hvor der forekommer ørentviste, er ekskrementer og ikke æg. Når ungerne er udklækket, søger de nye ørentviste ud på korte natlige togter for at søge føde.

På et tidspunkt dør hunnen, og så spredes de unge individer. De ligner de voksne, men er mindre og har ingen vinger, før de i august måned er blevet fuldvoksne. På dette tidspunkt kan man se mange ørentviste, og det er som regel værst i regnfulde somre.

Betydning

Ørentviste kan gøre skade ved at gnave i små planter og blomster, men det er generelt også uønsket at have dem til at kravle rundt inden døre. Ørentviste kan bruge deres klosakse på mennesker, hvis de bliver klemt, men de kan ikke bide hul, så et bid føles i værste fald som et nap. Frem for at opfatte ørentviste som egentlige skadedyr, gør de faktisk nytte; så man kan i stedet vælge at betragte dem som uskadelige, om end irriterende gæster.

Forebyggelse og bekæmpelse

En forebyggelse af ørentviste inden døre handler først og fremmest om at fjerne brændestabler, bygningsmateriale, højt græs eller sammenrevet haveaffald tæt på beboelsen, da ørentviste stortrives heri. Barkflis langs soklen er ligeledes en direkte invitation til ørentviste. Ørentviste kommer ind i huset, ved at kravle ind ad døre, vinduer eller sprækker under taget.

Man kan selv lave en primitiv – men effektiv – fælde af en omvendt urtepotte med træuld eller krøllede avisrester i.  Ørentvistene vil typisk krybe ind i fælden, når det bliver lyst, og så kan man hver dag tømme fælden og aflive dyrene, enten ved at brænde eller skolde indholdet med kogende vand, eller man kan sætte ørentvistene ud i naturen et sted, hvor de ikke er til gene.
Man kan også pudre hussoklen, eller de stolper som et hus eventuelt hviler på, med insektpudder, og på den måde forhindre ørentvisters indtrængen i huset. En målrettet og strategisk bekæmpelse på steder der er særligt udsatte, kan ofte løse problemet. Det er ofte ved dørkarme og i revner og sprækker ved vinduer, at man ser ørentviste samles, og disse steder kan derfor med fordel behandles med insektmidler. Skulle der slippe ørentviste ind i huset, kan disse let bekæmpes med insektspray. Skadedyrsbekæmpere bruger også somme tider langtidsvirkende insektlak på udsatte steder hvor problemet er stort.