Skab

Latin: Sarcoptes skabiei
Kort om skab

Ordet skab stammer fra det oldnordiske skabb og er beslægtet med det latinske udtryk scabies, som betyder udslet eller fnat.

Skab er en hudsygdom hos dyr, som er fremkaldt af en lille parasit, skabmiden (Sarcoptes skabiei). Hunnen af dette snyltedyr lever i huden og graver gange dér i forbindelse med æglægningen. Dette er selvsagt meget ubehageligt og forårsager en intens kløe hos det smittede dyr. Man kan ofte se skab hos hunde – og en sjælden gang imellem også hos katte – der færdes i områder hvor der også findes ræve. Skab kaldes også for ræveskab, da ræve ikke sjældent er smittebærere, men hunde kan også smitte hinanden med skab.

Førhen var det i sagens natur oftest jagthunde der var udsat for at få skab, men i dag konstateres også de såkaldte ”byræve”, som om vinteren kan overføre skabmiden til omgivelserne, når de søger mod beboede områder i deres søgen efter føde. En ræv, der er smittet med skab vil nemlig ofte være svag og miste en del af sin naturlige adfærd og kan for eksempel finde på at søge tilflugt nær ved beboelser. I sådanne situationer kan smitten let overføres til en almindelig familiehund i området.

Skab

Biologi og skade

Skabmiden er et leddyr i spindlerklassen som bliver mellem 0,2 og 0,5 mm i længden. Hele livet tilbringer den på eller i huden af sit værtsdyr. Parringen sker på hudoverfladen, hvorefter hunnen graver sig ned i hudens hornlag, hvor den graver gange og lægger æg. Miden graver sig frem med en hastighed på et par mm om dagen, og den lægger typisk 2-3 æg dagligt.

Når æggene klækkes gennemgår miden et larvestadie og to nymfestadier, før den er fuldt udvokset, hvilket den er efter 2-3 uger, og da graver nymferne sig op på hudoverfladen for at parre sig. Føden består af vævsvæske og hudceller.

Skabmider kan ikke overleve længe i det fri. Højest 2-6 dage ved stuetemperatur.

Betydning

Skab kan overføres til andre dyr eller mennesker, som har direkte kontakt med det angrebne dyr, eller ved indirekte kontakt via noget et inficeret dyr har været i kontakt med, såsom hundekurve, børster og lignende. Hos mennesker kan dette give røde kløende infektioner med hævelser på hænderne, benene, armene, ryggen eller andre steder, men skabmiden kan kun overleve nogle få dage på mennesker. Skabmiden er ikke i stand til at formere sig på mennesker, ligesom menneskets skabmide, fnatmiden, heller ikke kan formere sig eller leve på hunde.

Tilstanden med hudirritation hos mennesker på grund af skab vil i øvrigt hurtigt gå i sig selv igen, når hunden er kureret og ikke længere er bærer af de snyltende skabmider. Hvis hudirritationen forekommer på børn, er det imidlertid en god idé at konsultere en læge.

Symptomerne på skab er en voldsom kløe, og rødlige eller gullige småknopper og kradsemærker, skorpet hud og områder med mistet pels. På hunde, som er den hyppigst forekommende vært for skabmiden, ses angrebet typisk langs kanten af ørerne, ned ad forbenene og ved haserne.Hvis der ikke gribes ind, kan der gå bakterier i sårene, hvilket vil forværre situationen.

 

Forebyggelse og bekæmpelse

Når en dyrlæge har mistanke om skab, vil han typisk lede efter mider, æg eller afføring ved at skrabe dybt i dyrets hud og studere den afskrabede hud under mikroskop. Det kan nemlig være svært at påvise skabmider.

Ganske få mider er tilstrækkeligt til at forårsage en voldsom irritation og kløe. Dyrlægen kan også konstatere et angreb af skab ved hjælp af en blodprøve. Når et dyr angribes af skab, vil organismens immunforsvar nemlig danne antistoffer mod skabmiden, og disse antistoffer vil dyrlægen kunne påvise ved en analyse. Antistofferne er dog først målbare efter flere ugers infektion.

For at få bugt med skab, kan hunden behandles med et receptpligtigt spot-on middel, der dryppes på huden mellem hundens skulderblade. Midlet har både forebyggende og helbredende virkning. Denne behandling skal repeteres flere gange med en måneds mellemrum, da skabmidens livscyklus er omkring 3 uger, og hunden kan blive smittet af nylagte æg efter endt behandling. Når skabmiden dør som følge af indgrebet, kan det forårsage en intensivering af kløen, og da kan det være nødvendigt at foretage en supplerende behandling med kløestillende midler. De døde mider befinder sig jo stadig under huden på hunden, og det vil fortsat skabe betændelse. En sideløbende behandling med antibiotika kan være på sin plads for at komme selve infektionen til livs.

Efterfølgende anbefales det at vaske hunden med en næringsrig og fugtgivende shampoo, hvilket vil bidrage til at gøre pelsen flot igen, og hunden vil efterfølgende have gavn af en plejende balsam, der lindrer og dæmper irritationen i de angrebne hudområder.

For at forebygge yderligere spredning er det vigtigt at kontakte andre hundeejere, der har været i kontakt med den inficerede hund, så disse hunde også kan blive behandlet.