Historie
Snoge (Colubridae) er med deres 1940 arter en familie der udgør næsten 75 % af alverdens slanger. I Sydøstasien og Indonesien lever slægten Xenodermatinae. Pareatinae er en anden æglæggende asiatisk slægt, og nogle af disse lever i træerne. Homalopsinae er flodslanger, som lever i ferskvandede floder i Nordaustralien og Asien. Disse arter føder levende unger. De afrikanske Boodontinae lever i ørkenen, i regnskove eller i ferskvand, og de amerikanske Dipsadinae og Xenodontinae lever i skovene og de fleste af disse er æglæggende. Colubrinae er en anden meget udbredt gruppe, og enkelte af disse er giftige for mennesker. Psammophiinae omfatter forskellige slægter af sandsnoge der lever i Afrika, Madagaskar og Sydeuropa.
Glatsnogen (Coronella austriaca) er ikke observeret i Danmark siden 1914. Den omkring 2 meter lange æskulapsnog (Zamenis longissimus), som er opkaldt efter den græske lægegud Asklepios (på latin Æskulapius), kan ofte ses som symbol på læger og lægemidler som en slange der snor sig op af en stav. Denne snog har tidligere levet her, men anses nu for uddød i Danmark. Både glatsnogen og æskulapsnogen henregnes til familien Colubrinae.
Den ugiftige danske snog (Natrix natrix) er en eurasisk snog, som hører til vandsnogene Natricinae, der omfatter omkring 30 forskellige slægter og lever i Nord- og Centralamerika, Afrika, Europa, Asien, Australien og på øerne i det indiske ocean. Nogle af disse føder levende unger, men den danske snog lægger æg.
Man kan tydeligst kende snogen fra den giftige hugorm på snogens markante gule prikker i nakken. Disse kan dog i sjældne tilfælde mangle. Desuden er snogen her i landet kulsort med en lidt lysere underside, mens hugormen er grå eller brunlig. Andre steder i verden kan snogen være mere grålig. Snogens hoved går i øvrigt ret jævnt over i kroppen, og dens pupiller er runde.
Før i tiden var snogen meget almindelig i det meste af landet, men antallet af dem reduceredes i 1900-tallet i takt med at bestanden af snogens naturlige byttedyr, padderne, også gik ned. Desuden er mange af snogens naturlige levesteder forsvundet eller ødelagt, idet man har fjernet markskel, stendiger, fritliggende møddinger og lignende, og derved også snogens foretrukne æglægningssteder.
Biologi og skade
Snogen (Natrix natrix) kan blive op til ca. 130 cm lang på vore breddegrader – hunnen lidt længere end hannen. Som det ligger i navnet vandsnog lever den ved vandet eller i vand – typisk omkring moser og søer og langs åer og vandløb, men man kan også møde snoge i hedeområder, i rydninger i skoven samt ved markskel og stendiger.
Snogen lever af frøer, tudser, orme, insekter, snegle uden hus, flodkrebs, haletudser og fiskeyngel. Den er en elegant svømmer, men kan også ses langs søbredder på jagt efter byttet, som den bruger sin lugtesans til at opspore, når den er tæt på.
Den kan bevæge sig på land med en hastighed på op til 6,8 km i timen. Snogen er mest aktiv om eftermiddagen, hvor der er varmest, og den holder af at tage solbad, men kan også være nataktiv.
Snog på latin: Natrix natrix
Man kan støde på snoge fra slutningen af marts, hvor hannerne kommer frem fra vinterdvalen. Efter et hamskifte finder parringen sted fra sidst i april og ind i maj måned. Æggene lægges midt på sommeren på et fugtigt og varmt sted – for eksempel i møddinger, kompostbunker og lignende eller i markskel og ved stendiger – og klækkes i september måned.
Der lægges mellem 10 og 40 æg. Nyudklækkede snogeunger ligner små kopier af de voksne, men nogle af dem kan have en zigzagstribe forrest på ryggen, og derved minde lidt om hugorme. Ungerne vokser mellem 10 og 15 cm om året og lever meget skjult. Hannerne er fuldt udvoksede efter deres 3. vinterdvale – hunnerne efter den 4., og de kan blive op til 23 år gamle.
I september opsøger snogen sit vinterkvarter, men parrer sig eventuelt igen, hvis vejret er varmt. Derefter går snogen i dvale – helst hvor der ikke er alt for fugtigt – for eksempel på en sydvendt skrænt ved et moseområde, men man kan også finde snogereder ved stensætninger, gamle bygninger, forladte rævegrave eller i hulrum under træer.
En snog har mange naturlige fjender. Udover mennesker er der rovfugle som musvåger og kragefugle, pindsvin, muldvarper, rotter og store fisk som for eksempel ørreder.
Betydning
Da snogen er ugiftig, kan den næppe kategoriseres som et reelt skadedyr, selvom den godt kan bide. De glattandede snoge har ingen hule eller furede gifttænder, men flere udenlandske arter kan alligevel godt have en giftkirtel og overføre gift. Dette er dog ikke tilfældet med den ufarlige danske snog (Natrix natrix).
Forebyggelse og bekæmpelse
Snogen er totalfredet i Danmark, og må derfor hverken indsamles eller slås ihjel.
Hvis man af en eller anden grund gerne vil undgå dens tilstedeværelse, kan man for eksempel undlade at skabe egnede æglægningssteder i form af fritliggende kompostbunker og lignende i haven.
Copyright 2021 Absolut Skadedyrsservice A/S
Lignende dyr
Kilder
Læs mere om slangens invasive fjende hos Forlaget Pestium
Læs mere om snoge hos Miljøstyrelsen
Læs mere om biolog, Henri Mourier
