Historie
Snegle hører til bløddyrene (Mollusca) som ikke har skelet. I nogle tilfælde har de imidlertid en omgivende kalkholdig kropsskal, for eksempel i form af et sneglehus, men som bekendt bærer ikke alle snegle rundt på deres hus. Den sorte skovsnegl (Arion ater), den røde skovsnegl (Arion rufus), den nøgne havesnegl (Arion hortensis), den almindelige kældersnegl (Limax flavus) og den store kældersnegl (Limax maximus) hører alle til denne ”nøgne” sneglegruppe, og er en del af de såkaldte lungesnegle (Pulmonata), som lever på landjorden. Udover sådanne land-lungesnegle forekommer der også snegle, som lever i vandet og har gæller. Disse snegle opdeles igen i forgællesnegle (Prosobranchia) og baggællesnegle (Opistobranchia).
Snegle udgør omkring 80 % af alle arter af bløddyr, og tilhører klassen Gastropoda. Som det måske fremgår af navnet, indgår visse snegle i gastronomien – nemlig de spiselige af slagsen. Herunder kan for eksempel nævnes vinbjergsneglen (Helix pomatia), som i øvrigt ikke menes at være en snegleart, der oprindeligt hører hjemme her i landet, men er indført fra udlandet. For nogle mennesker regnes disse snegle for udsøgte delikatesser, mens de hos andre er helt utænkelige som menneskeføde.
Nogle mener at det var de katolske munke der medbragte vinbjergsneglen til Danmark. I Middelalderen betragtede man ikke snegle som kød, og derfor måtte vinbjergsneglen gerne spises under fasten. I fasteperiode kunne man således supplere fiskene og grøntsagerne med vinbjergsnegle. Til dette formål blev et egentligt opdræt af disse snegle derfor iværksat på klostre og herregårde. Man avlede snegle i klosterhaverne og udsatte vinbjergsnegle omkring herregårde og borge, og den dag i dag er koncentrationen af vinbjergsnegle i naturen ofte højere netop ved voldanlæg og skrænter omkring gamle herregårde, borge og klostre eller disses ruiner. Af samme grund kaldes vinbjergsneglen også for voldsneglen. Navnet vinbjerg henviser til sneglenes oprindelige levesteder i Mellemeuropas kalkrige bjergegne.
Biologi og skade
Vinbjergsneglen (Helix pomatia) er Danmarks største landsnegl med hus. Det store lysebrune hus på et fuldt udvokset individ kan blive 4,5 cm i højden og 4 cm i bredden, og selve sneglen, som kendes på nogle tydelige felter på oversiden af kroppen, kan blive 8-10 cm lang.
I naturen lever de mest af grønne plantedele, blade og nedfaldsfrugt. Føden indtages efter at have raspet fødeemnet med den ru, sandpapiragtige tunge. I øvrigt er æg fra andre snegle en af vinbjergsneglens livretter, hvilket jo kan være vældig praktisk, hvis ens have er invaderet af dræbersnegle, som kan gøre stor skade på en have. Vinbjergsneglene forekommer i naturen oftest i områder med kratbevoksning, og i disse områder lever der også ræve og grævlinger. De hører således med blandt vinbjergsneglens naturlige fjender.
Vinbjergsnegl på latin: Helix pomatia
Snegle er hermafroditter eller tvekønnede og har derfor både hanlige og hunlige kønsorganer og alle individer er i stand til at lægge æg, normalt efter gensidig befrugtning. De vælger på skift køn der selve akten. Under parringen rejser de to snegle sig op og trykker deres fodbræmmer mod hinanden og udveksler pakker af sæd. Sådan kan de sidde i meget lang tid. Efter parringen er begge snegle befrugtede og de graver sig efterfølgende ned i jorden for at lægge mellem 20 og 60 æg hver. Efter nogle få uger klækker æggene og ud kommer de små snegleunger med ganske små, næsten gennemsigtige huse på ryggen.Vinbjergsnegle kan i naturen blive 6-8 år eller endnu ældre.
Når det bliver vinter forsegler vinbjergsneglen skalåbningen med et låg af kalk, inden den går i vinterhi lige under jordoverfladen. Til foråret støder sneglen kalklåget væk og vandrer omkring efter føde. I meget tørre perioder kan den også forsegle sig og gå i en slags tørkedvale. Så kan den ses fastgjort på træstammer og husvægge.
Betydning
Vinbjergsnegle hører nok egentlig ikke hjemme i en oversigt over skadedyr, da de i vid udstrækning er harmløse. Hvis de imidlertid skulle forvilde sig ind i en køkkenhave eller en prydhave er der nogen der helst er fri for dem. Det kan hænge sammen med at friske plantedele hører med på deres menukort – herunder også salathoveder. Til gengæld kan de imidlertid være en del af en naturlig bekæmpelse af de invasive dræbersnegle – som gør væsentligt større skade. Vinbjergsnegle kan nemlig rigtig godt lide at spise andre sneglearters æg. Til det formål udsætter mange haveejere ligefrem vinbjergsnegle bevidst.
Forebyggelse og bekæmpelse
Vinbjergsnegle er fredet i den forstand at de i naturen ikke må indsamles til kommercielt brug, men kun til personligt brug. Dette sker for at beskytte den populære snegl mod udryddelse. Man bør i øvrigt aldrig indsamle for mange individer i samme område, da dette også ville skade bestanden – og kun store og veludviklede eksemplarer. Tidligst i august må sneglene indsamles, så de kommende generationer er sikret.
Da vinbjergsnegle er fredede, kan en egentlig bekæmpelse ikke finde sted, men hvis man absolut vil af med dem, kan man jo indsamle dem og bruge dem som aftensmad.
Copyright 2021 Absolut Skadedyrsservice A/S
Flere inden for samme art
Kilder
Læs mere om plettet voldsnegl hos Forlaget Pestium
Læs mere om vinbjergsnegle hos Miljøstyrelsen
Læs mere om biolog, Henri Mourier
