Jordbi

Bier og gedehamse forveksles jævnligt med hinanden, og de har da også visse fælles træk, men for det trænede øje er der store og tydelige forskelle. Der er imidlertid også en del navneforvirring, idet gedehamse ofte kaldes for hvepse og da ordet hveps også anvendes om andre insekter som f.eks. træhvepse og snyltehvepse.

Den samme navneforvirring ses også blandt de årevingede insekter, der graver reder i jorden, og der bruges flere udtryk i flæng om dem, såsom gravehvepse, hvepsebier, jordhvepse o.s.v. Humlebien (Bombus) har på samme måde sin rede i jorden, for eksempel i en forladt muserede eller i et hulrum mellem sten i et stendige, men de fleste har ingen problemer med at artsbestemme den tykke humlebi, som adskiller sig meget fra de øvrige bier.

Andrena er fællesbetegnelsen for de forskellige arter af jordbier, og Nomada er fællesbetegnelsen for de forskellige arter af jordhvepse.

Denne gennemgang vil fokusere på den jordbi, som er mest udbredt i Danmark, (Andrena armata), og på jordhvepsen (Nomada marshamella), der er et snyltedyr, som lever de samme steder. De hører begge til de årevingede insekter (Hymenoptera) og familien af bier (Apidae).

Biologi og skade

I Danmark forekommer der omkring 50 jordbiarter, hvoraf nogle er på størrelse med almindelige honningbier, mens andre er helt nede på 6-7 mm i længden. Jordbien (Andrena armata) kan minde lidt om honningbien, men bevæger sig langsommere. Den har også en lavere summelyd og en helt anden levevis og adfærd.

Jordbihannerne flyver om foråret ofte i store grupper rundt langs hække og hegn for at parre sig med hunnerne. Jordbien er en gravebi som hører til de enlige bier, hvor de enkelte hunner anlægger egne reder, hvori den lægger sine æg og efterfølgende selvstændigt indsamler føden til larverne i form af blomsterstøv, som børstes af i reden.

På trods af denne enlige adfærd ser man ofte at flere jordbier danner kolonier, hvor de lever sammen. I visse tilfælde ser man endda at der samarbejdes om at udgrave en fælles hovedgang. De respektive sidegange med de enkelte yngleceller forbliver imidlertid private gemakker.

Hvor omstændighederne og forholdene er helt ideelle kan der opstå meget store kolonier af jordbier, hvor flere tusinde individer lever tæt sammen i årevis. Man har observeret jordbikolonier der er over 50 år gamle, og som har fået en udstrækning på størrelse med en fodboldbane. Man formoder at gangene i sådanne tilfælde bliver genbrugt år for år af de nye generationer.

Reden i jorden fremstilles ved at jordbien graver med sine kindbakker og benene – oftest lodret ned i jorden. Enkelte sidegange forgrener sig ud fra hovedgangen, og sidegangene har for enden et lille kammer, som indrettes som ”børneværelse”. Væggene bliver nydeligt afrundet og poleret og fra jordbiens spytkirtel bliver væggene påført et særligt sekret der ligner silke.