Historie
Ligesom muldvarpen lever mosegrisen størsteparten af livet under jorden, og den laver også gangsystemer og muldskud. Det er ikke ualmindeligt at forveksle mosegrise og muldvarpe, da de har de samme levesteder og somme tider benytter hinandens gangsystemer; men selvom der også er flere sammenfald i levevis og adfærd, er der stor forskel på de to dyrs biologi.
Hvor muldvarpen ingen åbne huller har til sit gangsystem, laver mosegrisen for eksempel flere lufthuller imellem sine muldskud. Hullerne måler ca. 5-8 cm i diameter. Muldvarpen er et udpræget natdyr, som kun kommer op på overfladen om natten. Mosegrisen er derimod mest aktiv i dagtimerne, og mens muldvarpen udelukkende lever af regnorme, larver og andre dyr, er mosegrisen udpræget vegetar. Den lever af planter og grønt som den henter på overfladen, og den har især smag for rødder fra bøgehække og stikkelsbærbuske, men spiser også gerne rødder fra frugttræer. Hvis man ser gnavemærker tæt på et muldskud, er det derfor sikkert en mosegris der er på spil. Den kan også godt lide kartofler og gulerødder, og kan ind imellem også finde på at spise en snegl, en musling eller et insekt, hvis den er sulten.
Som navnet antyder, lever mosegrisen gerne i områder med en vis luftfugtighed, for eksempel omkring vandhuller, åer og lignende, og som den glimrende svømmer den er, finder den ofte sin føde i den tætte vegetation ved vandet. Efterhånden som landbruget har drænet mosegrisens naturlige levesteder – de fugtige jordarealer – har mosegrisen imidlertid været nødt til at flytte til mere tørre områder, herunder også flere dyrkede arealer. I dag ses mosegrisen således i stadig hyppigere omfang i tørre områder.
Biologi og skade
Mosegrisen (Arvicola terrestris) kaldes også vandrotte, men er ikke en rotte. Den er imidlertid en gnaver og dens korrekte navn er Stor studsmus. Studsmusfamilien kendes fra de almindelige mus på de forholdsvis korte haler og de små ører og øjne. Kropsformen er desuden buttet og benene er korte. Mosegrisens pels er mørkebrun ovenpå og lysere på undersiden. Gennemsnitsvægten er 200-300 gram og mosegrisen bliver 12-20 cm lang inklusiv halen, som i sig selv er ca. 10-15 cm lang. Hannerne er gerne de største.
Yngletiden er mellem april og november, og det bliver til omtrent 4-5 kuld om året med hver 4-8 unger. Efter et par uger, hvor ungerne dier, kan de klare sig selv, og i samme sæson kan ungerne let nå at sætte en hel ny generation af mosegrise i verden, da de er kønsmodne allerede fra de er 2 måneder gamle. Til gengæld er mosegrisenes levetid sjældent længere end 15-20 måneder.
Mosegrise sover ikke vintersøvn, men er aktive året rundt. Om vinteren er det især bark og rødder fra træerne der fungerer som fødeemne, og i den periode lever mosegrisene næsten udelukkende under jorden.
Mosegrise etablerer i sommerhalvåret fødedepoter forskellige steder under jorden, og disse fungerer som forråd i vinterhalvåret.
Mosegris på latin: Arvicola terrestris
Betydning
Mosegrise kan gøre stor skade på frugtplantager, fordi de æder rødderne på de unge træer, men også i private haver kan en mosegris gøre kål på planter og blomsterløg og ødelægge rødderne på hække og træer, ligesom de kan komme til at gnave telefon- og antennekabler over. Muldskuddene kan desuden ødelægge en græsplæne, ligesom det er tilfældet med muldvarpeskud.
Mosegrisenes graveaktivitet er desuden særdeles uønsket i områder med jorddiger.
Forebyggelse og bekæmpelse
Da nedfaldne æbler kan tiltrække mosegrise, bør disse fjernes for ikke at lokke flere til.
Mosegrise kan bekæmpes med samme midler som anvendes mod muldvarpe, for eksempel med muldvarpesakse som slår dyrene ihjel. Disse kan anvendes uden særlig tilladelse i haver og lignende mindre arealer, men det kræver en vis øvelse at få dem til at virke optimalt. Mosegrise er forsigtige med genstande der lugter fremmedartet. Saksen skal placeres sådan at mosegrisen rammer mod udløserpladen, når den går gennem gangen. Man kan i øvrigt også anvende rottesmækfælder. Desuden findes der i handelen mosegrisefælder, hvor dyret fanges levende. Disse må anvendes af alle.
Lovgivningen giver kommunerne ret til at stå for muldvarpebekæmpelsen og de må opkræve betaling for opgaven fra de ramte ejendomsindehavere, men det er ikke noget kommunerne er pålagt at gøre, så det kan blive nødvendigt at konsultere en skadedyrsbekæmper.
Til erhvervsmæssig bekæmpelse af mosegrise kan gnavergifte som bromadiolon anvendes. Desuden findes de meget giftige giftgaspiller, som lægges ned i gangene via særlige rør. Det kræver særlig uddannelse og tilladelse at anvende dem. Pillerne udvikler den dødelige luftart fosforbrinte, når de optager jordens fugtighed. Da denne gift også er dødelig for mennesker, må den ikke anvendes tættere end 10 m fra beboelsesbygninger. Bekæmpelsen kan ikke benyttes om vinteren.
Forskellige bekæmpelsesmetoder med lugtstoffer, højfrekvente lyde, karbid og oversvømmelse af gangene har vist sig at have ringe virkning. I tilfælde af mange muldvarpeskud vil det være formålstjenligt at kontakte en professionel skadedyrsbekæmper, som kan rådgive og iværksætte en effektiv bekæmpelse.
Copyright 2011 Absolut Skadedyrsservice A/S
