Tysk kakerlak

Latin: Blattella germanica

Kort om den tyske kakerlak

Kakerlakker, som er nært beslægtede med græshopper og fårekyllinger, er ret primitive insekter. De er ovale og fladtrykte og har kraftige løbeben. I Danmark er den tyske kakerlak (Blattella germanica) langt den almindeligste. Den er gulbrun og har to mørke striber på brystskjoldet. Den kan blive ca. 12 mm lang og dens veludviklede dækvinger dækker hele bagkroppen. Under dækvingerne har kakerlakkerne flyvevinger, som dog mest bruges som en slags svæveplaner ved spring.

Oversigt over alle kakerlakker.

Biologi og skade

Hunnen lægger efter parringen sine æg i særlige brune ægkapsler, der kan minde lidt om en dametaske. Kapslerne er inddelt i 30-40 små rum, hver med et æg.

Hos de fleste kakerlakker smides ægkapslen efter æglægningen, men ikke hos den tyske kakerlak. Her går hunnen rundt med kapslen stikkende ud af kønsåbningen, lige indtil de små vingeløse unger er klar til at myldre ud. Udviklingen til voksen sker gennem 6-7 nymfestadier. Nymferne er vingeløse og forholdsvis bredere og mørkere end de voksne. Ved 30° C tager udviklingen ca. to måneder, og ved 21° C omkring et halvt år.

Kakerlakker er aktive om natten og er praktisk talt altædende. Når det er lyst, gemmer de sig i revner og sprækker. De findes ofte i nærheden af ovne, varmerør, køleskabsmotorer osv. Kakerlakker er selskabelige dyr, og med ekskrementerne udskilles et stof, der tiltrækker andre kakerlakker. Parringsadfærden styres også af duftsignaler. I nogle kakerlakfælder bruger man sådanne tiltrækkende duftstoffer (feromoner).

Betydning

Den reelle skadevirkning, som kakerlakkerne forvolder, er normalt ret ringe. Kakerlakker kan sprede smitte på grund af deres levevis, men i Danmark spiller det meget sjældent nogen rolle. De kan også forårsage allergi, der giver sig udslag i astma eller hudirritation. Ved at småspise af fødevarer, og især ved at grise dem til med ekskrementer og ved den ubehagelige lugt, de afgiver, kan kakerlakker også blive en økonomisk belastning for fødevareproducenter og i restaurationskøkkener.

Forebyggelse og bekæmpelse

Bekæmpelsen af kakerlakker handler primært om at gøre livsbetingelserne så dårlige for dyrene som muligt. Kakerlakker er afhængige af vand, megen varme, vegetabilsk føde og revner og mindre hulrum til at gemme sig i. Derfor gælder det om at fjerne kakerlakkernes muligheder for at få dækket et eller flere af disse behov. Ved at stille elektriske apparater med en vis afstand fra væggen fjerner man ikke alene potentielle skjulesteder for kakerlakker i form af hulrum med god varme og let adgang til madrester. Man gør det også væsentligt lettere at gøre ordentligt rent.Da de er gode til at klatre, kan de således være overalt fra gulv til loft. Derfor er det i høj grad praktisk at finde deres gemmesteder, før man går i gang med at bekæmpe skadedyrene. På den måde kan man koncentrere behandlingen og optimere resultatet.

Man kan ofte se, hvor dyrene myldrer i skjul, hvis man pludselig tænder lyset i et mørkt lokale. Ved rørgennemføringer og lignende kan man også se efter brune rande af kakerlakekskrementer.

Hvis der bliver konstateret kakerlakker i en større beboelsesejendom, er det i høj grad klogt at lade en skadedyrsbekæmper foretage en samlet bekæmpelse, for kakerlakker kan meget nemt vandre fra lejlighed til lejlighed langs rør og lignende – og tilbage igen. Efter lejeloven er det udlejeren, der skal sørge for bekæmpelsen, men en lejer kan selv komme til at dække omkostningerne, hvis det er ham, der er årsag til at kakerlakkerne er kommet ind i ejendommen.

Skadedyrsbekæmperen har en række forskellige godkendte bekæmpelsesmidler, som kan anvendes til kemisk bekæmpelse af kakerlakker. De bruges som giftbælter, som man prøver at tvinge kakerlakkerne til at gå over, for at komme til vand eller mad. Han smører eller sprøjter sådanne spærrebælter, hvor kakerlakkerne hyppigt færdes, f.eks. på rør, på paneler, ved rørgennemføringer m.v. Da kakerlakker er gode til at undgå insektgiften ved at finde steder, hvor spærrebæltet helt mangler eller er meget tyndt påført, skal det gøres omhyggeligt.

Når spærrebælter påsmøres med pensel, kan insektlakker med chlorpyrifos som aktivstof anvendes. Hvis påsmøringen bliver gjort omhyggeligt, er sådanne midler meget effektive. Hvis spærrebælterne udlægges ved sprøjtning, skal der anvendes særlige sprøjtemidler, som er godkendt til bekæmpelse af kakerlakker eller til krybende og kravlende insekter. Da dårlig og sjusket brug af sprøjtemidler kan medvirke til at der udvikles modstandskraft hos kakerlakkerne, er det selvsagt meget vigtigt at disse midler bliver anvendt og doseret korrekt. Hvis kakerlakker er et stadigt tilbagevendende problem, kan det anbefales at skifte mellem forskellige typer insektgifte. På den måde kan man forsinke en udvikling af modstandskraft.

Der kan f.eks. også købes lokkedåser til brug mod kakerlakker. Her bruger man lokkemad med et indhold af insektgift. Lokkedåser kan være udmærkede i kombination med eller som alternativ til de ovenfor nævnte metoder. Forudsætningen for at man får gavn af lokkedåser, er at placere en meget høj tæthed af dåser nærved varme, fugtighed og mad, og at der er få alternative fødemuligheder.

Flere inden for samme art