Brunmide

Latin: Bryobia

Kort om brunmider

Brunmider er ikke kun en enkelt art, men en hel slægt af midearter.

Mider (Acari) er en underklasse af leddyrene (Arthropoda), og hører under klassen af spindlere (Arachnida). I denne klasse finder vi også de forskellige edderkopper, og udtrykket araknofobi (angst for edderkopper) stammer herfra. Spindlerklassens mider er kendte skadevoldere på planter, og man opdeler disse mider i fire familier. En af disse er spindemiderne (Tetranychidae). Disse mider er normalt helt små, og opdages ofte først, hvis man tager forstørrelsesglas eller mikroskop i brug. I familien af spindemider findes brunmideslægten Bryobia. I denne slægt støder man på flere forskellige røde eller rødbrune midearter, som ernærer sig ved plantesaft fra mange forskellige værtsplanter. De ligner hinanden meget og adskiller sig primært ved de fødeemner de foretrækker. De mider vi støder på indendørs, er oftest mider, der lever af kløver eller græs.

Biologi og skade

En voksen brunmide bliver ikke større end omkring 0,7 mm i længden og en halv mm i bredden. Man bemærker dem gerne på grund af deres karakteristiske farve. De voksne er nærmest rødbrune, mens de yngste individer og æggene kan være knaldrøde. Desuden optræder de tit i meget stort antal.

Brunmider er ret aktive og bevæger sig rundt i de værtsplanter, de lever på i deres søgen efter næring. Føden består i plantesafter fra grønne blade, og disse blade udgør også skjulesteder for miderne, ligesom det er der, de foretager deres hudskifte og æglægning.

Visse brunmidearter, der lever på trælignende planter, kan skjule sig i barken eller under selve bladene, og derfor forblive på planterne hele tiden.

Andre midearter lever på græs, urter og lignende, og de er nødsagede til at forlade fødeemnerne, for at finde skjulesteder andre steder. Det kunne være på en husmur i nærheden, under en sten eller på nærliggende træstammer.

Da man aldrig er stødt på en brunmidehan, går man ud fra at de enkelte arter formerer sig ved det, man kalder partenogenese eller jomfrufødsel. Miderne føder imidlertid ikke levende unger, men lægger æg. Disse er røde og helt runde, og lægges i egnede hulrum og sprækker i nærheden af den plante, ungerne efterfølgende skal ernære sig ved.

Efter udklækningen af æggene søger ungerne med det samme hen til fødeemnet, som for eksempel kan være et græsstrå eller et grønt blad. Efter at der er gået nogen tid med at spise, vender brunmideungerne imidlertid tilbage til deres skjul for at skifte hud. Denne proces gentager sig flere gange, indtil miderne er blevet fuldt udvoksede individer. De voksne pendler også periodevis mellem spisestedet og skjulestedet, hvor æggene lægges, og det er ved denne trafik, at miderne kan komme ind vore beboelser.

Miderne overvintrer for det meste i ægstadiet, men man kan finde alle stadier af brunmider i løbet af vinteren. Når det så bliver forår og temperaturen bliver over 7^oC i en længere periode, begynder æggene så småt at udklækkes.

Der skal dog mere varme til for at processen rigtig kommer i gang, men temperaturer over 18^oC vil hæmme udviklingen, og bliver det over 30^oC – for eksempel på en sydvendt facade – stopper processen helt og overgår i en hvilefase. En længere periode med kulde kan ligeledes bevirke, at det hele udsættes til næste forår.

Brunmider lever fra naturens hånd af at suge plantesaft på grønne planter, men om foråret kan de optræde i stort antal og forvilde sig ind i vore huse gennem revner og sprækker ved dør- eller vinduesåbninger. Man kunne måske forledes til at tro, at miderne er blodsugende, eftersom de er røde, men det er ikke tilfældet. Skaden begrænser sig til irritationsmomentet og ubehaget ved at se et mylder af mider kravle rundt i ens ting. Brunmider er ikke i stand til at overleve længe i det tørre indeklima, som vore huse har i dag.

Forebyggelse og bekæmpelse

Mange brunmider stammer fra græsplænen, og derfor kan man forebygge angreb ved ikke at lade plænen støde helt op til bygningen, men i stedet at lægge et bælte af sten eller grus.

Hvis man absolut vil have græsplæne helt op til huset, er det nødvendigt at foretage tilbagevendende sprøjtninger af husmuren, eventuelt kombineret med midler, der påføres selve græsplænen. Disse midler kan skaffes i planteskoler og havecentre.

Som det også er tilfældet ved myreinvasioner, kan et spærrebælte af myrespray påføres soklen rundt om huset, hvilket også kan forhindre indtrængning i huset. Der findes i handelen forskellige sprøjtemidler og insektpuddere mod krybende og kravlende insekter. På vindueskarmene og vinduesrammerne kan man endvidere påsmøre såkaldt insektlak, som er et middel, der stryges på overflader, hvor brunmiderne kan komme ind i huset.

En støvsuger kan let fjerne mider, der skulle have forvildet sig ind i huset. Hvis man forsøger at tørre dem væk, vil det give røde striber. Forekomster på den udvendige husmur kan ligeledes støvsuges væk.

Flere inden for samme art