Halsbåndsmus

Latin: Apodemus flavicollis

Kort om halsbåndsmusen

Halsbåndmusen (Apodemus flavicollis) hører til gnaverordenen og til familien af ægte mus (Muridae) af Apodemus-slægten. Den lever i det meste af Europa og Skandinavien. I Danmark kan man støde på den i alle landsdele, dog ikke på de mindre øer. Arten Apodemus flavicollis blev først i 1894 anerkendt som en selvstændig art, og den menes at være indvandret til Danmark engang i dette århundrede. Da halsbåndmusen oftest lever i skovområder, deler den populærbetegnelsen skovmus med andre skovmusearter som for eksempel Apodemus sylvaticus. Denne gennemgang fokuserer på halsbåndmusen.

Biologi og skade

En voksen halsbåndmus (Apodemus flavicollis) bliver med en størrelse på mellem 10 og 12 cm og med sine 15-50 gram noget større end husmusen (Mus Musculus). Dertil kommer en hale på mellem 75 og110 mm. Halsbåndmusen har brun rygpels og en lysere hvidgul underkrop, der i halsen danner en lysere krave rundt om halsen. Heraf kommer navnet halsbåndmus. Ørerne er forholdsvis store og øjnene ret fremtrædende. Halsbåndmusen er også større end sin artsfælle, skovmusen Apodemus sylvaticus, som bliver 8-10 cm og som kun vejer omkring det halve nemlig 25 gram.

De fleste halsbåndmus lever hele året i det fri, og yngler også kun i det fri, men nogle søger ind i husene sidst i november. Ynglesæsonen strækker sig fra forårsmånederne til engang i oktober måned, og hunnen er drægtig i godt tre uger. Efter fødslen og yderligere tre uger er ungerne vænnet fra og i stand til at klare sig som selvstændige individer.

Levestederne centrerer for halsbåndmusens vedkommende omkring skovområder, men hvor dens slægtning, skovmusen Apodemus sylvaticus, gerne opholder sig på forholdsvis åbne arealer og parker, foretrækker halsbåndmusen mere tæt bevoksede steder langt inde i en skov eller tilgroede haver med ret tæt vegetation. Bygninger er ofte ideelle skjulesteder for halsbåndmusen, som derfor ikke sjældent er en ubuden gæst i huse, udhuse, lader, maskinrum, stalde og lignende.

Da halsbåndmusen er en glimrende klatrer, kan den somme tider ses oppe i træer og lignende. I sådanne tilfælde skyldes det sikkert at den har søgt skjul for en af sine naturlige fjender – og dem kan der nævnes mange af: Musvåge, ugle og falk, ræv, mår, lækat, brud, hermelin og andre arter af mårfamilien. Huskatten er naturligvis også en frygtet fjende.

Betydning

Da halsbåndmus kan formere sig meget hurtigt på kort tid (op til 9 unger ad gangen i hvert kuld), kan det hurtigt blive til rigtig mange individer. Musene kan gøre stor skade, hvis de kommer indenfor.

De forurener fødevarer med deres urin og ekskrementer, hvilket indebærer alvorlige smitterisici til fare for mennesker.Dertil kommer at gnaverne kan beskadige og ødelægge emballage, træværk, tekstiler, papir og mange andre ting på deres vej. Der opstår ikke sjældent strømafbrydelser og kortslutninger på grund af mus der gnaver i elektriske installationer, og det kan som bekendt føre til ildebrande der er livstruende for mennesker.

Forebyggelse og bekæmpelse

Ligesom det er tilfældet ved alle andre musearter, består den bedste forebyggelse i sørge for at musene ikke kan komme ind. Det kan opnås ved at man holder kældervinduer lukkede og hele. Man skal regne med at en åbning på ganske få mm er nok til at en mus kan komme igennem. Derfor bør alle smuthuller, ventilationsåbninger m.m. være lukkede og sikrede med finmasket trådvæv. Døre, porte og rørgennemføringer bør ligeledes være helt tætte.

Lodrette rør kan forsynes med metalskærme, som musene ikke kan klatre op ad, og en lignende sikring kan opnås ved at påføre en stribe på 20 cm med hård, blank maling i ca. 1 meters højde. På sådanne glatte flader kan mus ikke finde fodfæste.

Hvis alle madvarer opbevares i køleskabe eller i lukkede metal- eller glasbeholdere, kan en yderligere forebyggelse opnås. Køkkenaffald bør ligeledes lægges i affaldsspande der kan lukkes.

Man opdager gerne angreb af mus i hjemmet ved at man hører kradse- og skrabelyde fra vægge, paneler, gulve eller lofter hvor musene færdes. Hvis man ser museekskrementer i skabe og andre steder eller støder på den karakteristiske lugt af ammoniak, som mus efterlader, kan man godt regne med at der er kommet ubudne gæster.

Levnedsmiddelvirksomheder kan med fordel få en professionel skadedyrsbekæmper til at foretage en forebyggende sikring mod mus ved at opstille og fortløbende tjekke udendørs strategisk anbragte giftdepoter. De indeholder musegift i form af korn-, havregryns- og pastaprodukter eller giftblokke indeholdende antikoagulant, som resulterer i at musene efter en tid dør af indre blødninger.

Inden døre er det altid bedst at anvende fælder. Ved at undgå musegift inden døre slipper man nemlig for den ubehagelige stank fra døde mus, der måske ligger på ufremkommelige steder, og man undgår samtidig mider og spyfluer. Den velkendte smækfælde er både en rimelig og hurtig måde at aflive mus på. Det er selvfølgelig vigtigt at lokkemaden fastgøres grundigt på fældens udløser, så musen ikke bare stikker af med den.

Lignende skadedyr og insekter