Rødmus

Latin: Clethrionomys glareolus

Kort om rødmus

Rødmusen (Clethrionomys glareolus), en lille gnaver af studsmusfamilien, blev helt tilbage i 1780 beskrevet af en tysk naturforsker, Johann Christian Baniel von Schreber. Han havde interessant nok opdaget arten på øen Lolland i Danmark.

I en periode siden 2003, hvor visse forskere mente at kunne konstatere at rødmusens korrekte artsnavn var Myodes glareolus, har flere opslagsværker anvendt denne nyere betegnelse, men i 2010 talte en anden gruppe forskere for at det oprindelige navn Clethrionomys faktisk er den korrekte artsbetegnelse. De lærde er således ikke helt enige. Rødmusen er sikkert ligeglad.

I dag regnes rødmusen for at være en af de mest almindeligt forekommende mus i Danmark, selvom den ikke findes på en del småøer i landet. Den er heller ikke set på Bornholm.

Rødmusen kan godt forveksles med markmusen (Microtus agrestis), som dog har væsentligt mindre ører og en kortere hale. En anden slægtning, mosegrisen (Arvicola terrestris), kan også ligne, men den er meget større.

Biologi og skade

Rødmusen (Clethrionomys glareolus) måler almindeligvis mellem 8 og 13 cm og har en hale på ca. det halve. Vægten bliver et sted mellem 15 og 40 gram for et fuldvoksent individ. Som navnet antyder, har rødmusen en rygpels som er rødbrun. På undersiden er pelsen gråhvid eller beige. Øjnene er ret små, ørerne lidt større end hos de fleste andre studsmus (men meget mindre end ørerne hos en husmus), og næsen er flad.

Ynglesæsonen er fra det tidlige forår, når de overvintrende individer bliver kønsmodne, til sidst på efteråret – og i den periode er det blevet til omkring 5 kuld på mellem 3 og 5 museunger. Hunnen indretter sin rede nedgravet i det øverste jordlag eller på selve jordoverfladen, og reden består gerne af indsamlet plantemateriale og mos eller græs.

De naturlige levesteder er løvskove og nåleskove, i buske og krat og forskellig vegetation. Rødmus ses også i åbne områder og er både nat- og dagaktive. Man støder tit på dem i haver og parker, ligesom de gerne søger ind i kældre, skure eller udhuse, når vejret begynder at blive koldt.

På norsk kaldes rødmusen for klatremusen. Rødmusen er nemlig ferm til at klatre, og den kan således finde sin føde langt oppe i træer og buske. Føden opbevares i forrådsrum nedgravet i jorden. Disse depoter fyldes med agern og bog tæt ved jordoverfladen, og i tilfælde af at depoterne ikke bliver fortæret, kan man se de såkaldte musebøge som opstår, når planterne spirer og vokser op i tætte klynger.

Som de fleste mus er rødmusen ikke kræsen, men kan leve af mange forskellige ting.

Ofte består føden af knopper og skud, bær, frø, nødder, frugter, svampe eller blade, men også insekter, snegle og edderkopper hører med på menukortet. Rødmus kan om vinteren også finde på at skrælle barken af træerne for at spise det nærende ved materiale der er under barken. Rødmusens naturlige fjender er rovfugle som uglen og musvågen og rovdyr som ræven, lækatten og forskellige dyr af mårfamilien. Også hugorme elsker at spise mus.

Betydning

Rødmusen (Clethrionomys glareolus) er ikke så almindelig et skadedyr indenfor i vore huse som den almindelige husmus (Mus musculus), men i lighed med alle andre mus, formerer rødmus sig meget hurtigt og kan forekomme i store mængder på op til 70 individer pr. hektar i løvskove og plantager. I de år hvor egetræer og bøgetræer producerer store mængder olden (agern eller bog), sker der det, at rødmusene bliver i stand til at yngle hele vinteren igennem, og på den måde vokser bestanden næsten eksplosivt kulminerende i de sene sommermåneder. Efter varme og tørre somre kan skoven opleve de såkaldte museår, hvor det vrimler med rødmus.

Som nævnt kan rødmus gnave barken af træer og derved skade træerne og hæmme deres vækst. Der kan også opstå skader på juletræsplantager, hvor musene ynder at gnave i Nordmannsgranernes grenvinkler, og i planteskoler hvor planterne lider skade under rødmusenes gnaveri.

Forebyggelse og bekæmpelse

Den bedste musesikring består i at forhindre musene i at komme ind i huset. Alle smuthuller bør holdes lukket og sikret med finmasket galvaniseret trådvæv. Alle madvarer bør opbevares i køleskabe eller i lukkede beholdere, og køkkenaffald i lukkede affaldsspande.

Bl.a. levnedsmiddelvirksomheder kan foretage forebyggende sikring mod mus ved at lade en professionel skadedyrsbekæmper varetage bekæmpelsen fortløbende. Udendørs anvendes strategisk anbragte aflukkede giftdepoter med musegift i form af korn-, havregryns- og pastaprodukter eller giftblokke indeholdende antikoagulant, som resulterer i at musen dør af indre blødninger. Gift kan også udlægges i et plastrør eller under et bræt lagt skråt langs soklen. Normalt skal en mus indtage giften i nogle få dage. Derefter går der yderligere nogle dage, før den dør.

Indendørs anvendes primært fælder. Ved at undgå musegift inden døre slipper man nemlig for den ubehagelige stank fra døde mus, der måske ligger på ufremkommelige steder, og man undgår samtidig mider og spyfluer.

Dyr med identiske skademønstre