Markmus

Latin: Microtus agrestis

Kort om markmus

Den hyppigst forekommende mus her i landet er markmusen. Kun på enkelte øer i Danmark forekommer den ikke. I løbet af det seneste halve til hele århundrede er bestanden af markmus dog faldet betragteligt, eftersom en del af dens naturlige levesteder er forsvundet på grund af intensivt landbrug. Markmusen findes næsten overalt i Europa og Skandinavien.

Denne gennemgang vil beskrive Microtus agrestis, som også går under navnet Almindelig markmus eller Nordmarkmus. Dens artsfælle Sydmarkmusen (Microtus arvalis) er ret udbredt i Europa, men ses her til lands udelukkende i den sydlige del af Jylland, og den findes ikke i de øvrige skandinaviske lande.

Biologi og skade

Markmusen (Microtus agrestis) er en gnaver af studsmusfamilien med små øjne og ører, brun pels og en lidt blegere, ofte helt lys, underside. Den ligner lidt sin artsmæssige slægtning, hamsteren. Markmusen er en ret buttet mus som bliver mellem 8 og 14 cm, og den har en temmelig kort hale på omkring 3-4 cm. Et fuldvoksent individ kan opnå en vægt på 40-60 gram.

Til sammenligning med markmusen er skovmusen (Apodemus sylvaticus) med sine 8-10 cm og omkring 25 gram meget spinklere i kroppen, og skovmusen har i modsætning til markmusen en forholdsvis lang hale på mellem 7 og 9 cm. Skovmusen tilhører familien af ægte mus (Muridae), og dens levesteder er ikke blot i skovområder og skovbryn. Den ses også ofte på marker og heder, så i den forstand er skovmusen vel også en slags markmus.

I modsætning til Sydmarkmusen, som foretrækker at leve i lav vegetation, er det foretrukne levested for Nordmarkmusen høj vegetation, hvor den kan være i skjul for ugler og andre rovfugle. Markmus holder således meget til på heder, enge og marker – og gerne i områder med tæt, højt græs eller siv. Den laver systemer af gange i den tætte vegetation og også i et vist omfang under jorden. Udover rovfuglene har markmusen også andre naturlige fjender såsom ræve, lækatte og almindelige huskatte.

Markmusen (Microtus agrestis) forekommer også i krat og skovbryn, hvor der er tilstrækkeligt med føde. Den er fra naturen et natdyr der fortrinsvis lever af græs, grønne skud og plantedele. Om vinteren tvinger knapheden af føde imidlertid også markmusen ud i dagtimerne. Under sin søgen efter føde, skaber markmusen små veksler eller stier i vegetationen, hvor dens efterladenskaber og føderester på ædepladserne røber dens tilstedeværelse.

Om sommeren fremstiller markmusen sin kugleformede rede af græsmateriale og om vinteren under driver af sne. Levetiden er omkring 2 år og ynglesæsonen går fra marts til september-oktober. Hunnen er drægtig i en periode på 18-20 dage, hvorefter den føder et kuld på 4-6 unger, og i løbet af et år bliver det til omkring 5-7 kuld museunger pr. hun.

Betydning

På grund af de knappe føderessourcer om vinteren kan markmus gnave i bark og vækstlag og derved gøre betydelig skade på unge frugttræer og andre træer. Man ser således ofte skader på bøgetræer, hvor barken er gnavet væk hele vejen rundt om stammen. Derfor opfattes markmus ofte som skadedyr i skovbruget. Plantageejere kan på samme måde opleve at deres frugttræer angribes af markmus. Også blade og stængler fra urter står på markmusens menukort.

I landbruget opfatter mange ligeledes markmusen som et skadedyr, eftersom den med sine gange kan løsne græsdækket og ødelægge væksten. På Rømødæmningen har man set et andet alvorligt eksempel på skadevirkningen af disse dyr, idet mængder af markmus med deres gange kan underminere digerne og dermed blive til fare for sikkerheden.

I forbindelse med beboelser, landbrugsbygninger og industri er det især faren for overgnavede ledninger, kortslutninger og livsfarlige ildebrande, der gør alle mus til uønskede gæster. I andre sammenhænge går bekymringen på den reelle fare for forurening af fødevarer og overførsel af smitsomme sygdomme via musenes urin og ekskrementer.

Forebyggelse og bekæmpelse

Selvom markmus ikke er hyppige gæster indendørs i menneskeboliger, kan det naturligvis forekomme, og der er de selvsagt ligeså uønskede som husmusen. Som alle andre mus konstateres deres tilstedeværelse inden døre som regel ved at man kan høre gnavelyde, puslen og skraben fra lofter og hulrum – ofte hen på aftenen. Man ser måske at affaldsposen er gnavet itu eller at der er gnavet i isoleringen på ledninger.

Indendørs forebyggelse handler primært om at forhindre musenes adgang. Det sker for eksempel ved at holde kældervinduer og andre åbninger lukkede og tætte. Andre tiltag kunne bestå i at opbevare madvarer og køkkenaffald i lukkede beholdere.

Til udendørs bekæmpelse af markmus, der angriber frugttræer og løvtræer, findes i handelen forskellige midler til påsmøring. Midlet afskrækker både vildt, harer og markmus på grund af lugt og smag.

Udlægning af træde-, drikke eller ædegifte er velkendte metoder til bekæmpelse af mus, og en god gammeldags smækfælde er også velegnet.

En professionel skadedyrsbekæmper kan endvidere etablere en fortløbende musebekæmpelse i form af strategisk anbragte aflukkede giftdepoter med musegift.

Lignende skadedyr og insekter