Husmus

Latin: Mus musculus

Kort om husmusen

Husmus indgår i mange fabler og eventyr for børn, hvor de beskrives som hyggelige og uskyldige, små væsener med menneskelige egenskaber. Nuttede små skabninger der kæmper – og som regel vinder – mod overmagten i skikkelse af for eksempel katte og mennesker.

I virkelighedens verden er menneskets bestræbelser på at komme musene til livs også ofte en kamp som musene vinder – dog ikke på grund af dyrenes menneskelige egenskaber, men snarere på grund af deres årvågenhed, hårdføre natur og – ikke mindst – hurtige reproduktionstid. Husmus har således i talrige generationer levet side om side med mennesker i deres huse, på trods af at deres tobenede bofæller indædt har forsøgt at slippe af med dem.

Mus i øvrigt populære forsøgsdyr. Det skyldes at de er billige og nemme at have med at gøre og lette at avle på. Dertil kommer, at musenes biologi er uhyre gennemstuderet og velkendt. Derfor er mus meget værdsatte i den genetiske forskning og i kræftforskningen. I denne sammenhæng er mus således til stor nytte for samfundet.

Biologi og skade

Husmusen (Mus musculus) er en ret ensfarvet mørkegrå gnaver af Muridae-familien med en lidt lysere underside. Her til lands kan der dog forekomme mus i mange forskellige grå nuancer. Generelt bliver husmusen 8-9 cm lang og dens hale lidt kortere. En fuldvoksen husmus opnår en vægt på 12-30 gram. Dermed er husmusen lidt mindre end halsbåndsmusen (Apodemus flavicollis), som ofte bliver 10-12 cm lang. Halsbåndsmusen har desuden en hale der er længere end resten af kroppen.

Hunnerne indretter deres reder i bunker af tilfældige materialer. Næsten alt kan bruges: Papirstykker, Rockwool og glasuld – alt efter hvad der er tilgængeligt i området. Rederne etableres typisk under gulvet, oppe på loftet eller i de forskellige former for isolering, der anvendes i almindelige beboelser.

Husmus lever om sommeren gerne udendørs i haven eller i andre områder tæt omkring beboelsen. De ses ofte nede på jordoverfladen, men da de er dygtige klatrere, kan de faktisk forekomme næsten overalt. Om efteråret flytter de gerne indendørs, hvis de kan få adgang.

Husmusen er altædende. Det fortrukne fødeemne er dog kornprodukter. Blot3 gramføde om dagen er mere end tilstrækkeligt til at overleve, og med mindre kosten er meget tør, behøver musen ikke engang at indtage vand. I modsætning til rotten har husmusen ikke faste ædepladser. Den æder hvad den tilfældigt finder på sin vej og vimser omkring over et større område, hvor den samtidig spreder urin og ekskrementer.

Husmus kan formere sig året rundt. En hun føder almindeligvis 5-6 kuld museunger á 4-8 stk. på et år.

Som ovenfor nævnt er reproduktionen meget hurtig, idet drægtighedsperioden er på blot 3 uger, og da ungerne allerede efter 8-12 uger er kønsmodne. Da de nye generationer af mus således er i stand til at formere sig efter blot nogle få uger, kan det faktisk blive til flere hundrede mus på et år, hvis omstændighederne er gunstige.

Betydning

Om efteråret, især i perioden fra midten af august til midt i september, støder vi på husmus inden døre. De søger ind i varmen i vore boliger, og de skal nok finde ind. En åbning på blot 7 mm er nok til at en mus kan passere.

Husmusen kan gøre stor skade og er, sammen med rotten, et af vore betydeligste skadedyr. Mus beskadiger langt mere føde end de fortærer, idet de forurener fødevarerne med deres urin og ekskrementer, hvilket indebærer alvorlige smitterisici til fare for mennesker. Dertil kommer at gnaverne kan beskadige og ødelægge emballage, træværk, tekstiler, papir og mange andre ting på deres vej. Da alle gnaveres tænder vokser hele tiden, er de nemlig nødt til at holde tænderne i orden ved at gnave det meste af tiden. Der opstår hyppigt strømafbrydelser og kortslutninger på grund af mus der gnaver i elektriske installationer, hvilket kan føre til livsfarlige ildebrande.

Forebyggelse og bekæmpelse

Man opdager ofte angreb af husmus i hjemmet, fordi man hører kradse- og skrabelyde fra vægge, paneler, gulve eller lofter hvor musene færdes. Museekskrementer i skabe og andre steder eller den karakteristiske lugt af ammoniak, som mus efterlader, kan også afsløre at der er ubudne gæster.

Den bedste musesikring består i at forhindre musene i at komme ind i huset. Alle smuthuller bør holdes lukket og sikret med finmasket galvaniseret trådvæv. Alle madvarer bør opbevares i køleskabe eller i lukkede beholdere, og køkkenaffald i lukkede affaldsspande.

Forebyggende sikring mod mus kan ske ved at lade en professionel skadedyrsbekæmper opstille og fortløbende tjekke udendørs strategisk anbragte giftdepoter. De indeholder musegift i form af korn-, havregryns- og pastaprodukter eller giftblokke indeholdende antikoagulant, som resulterer i at musene dør af indre blødninger.

Indendørs anvendes primært fælder. Ved at undgå musegift inden døre slipper man nemlig for den ubehagelige stank fra døde mus, der måske ligger på ufremkommelige steder, og man undgår samtidig mider og spyfluer.

Lignende skadedyr og insekter